Få timer før Cubas Grand Prix 1958 blev verdensmesteren Juan Manuel Fangio kidnappet af Fidel Castros oprørere. Han blev først frigivet da løbet var overstået, men senere forsøgte han at redde en af sine kidnappere. Og da Fangio mange år senere som chef for Mercedes ville sælge biler til den cubanske regering, mødte han igen lederen af kidnappergruppen, der var blevet minister for international samhandel.
23. februar 1958, Havanna. På byens gamle, fine Hotel Lincoln tæt ved havefronten er der travlt i receptionen. Det er dagen før Cubas Grand Prix; et sportvognsløb over 500 km på en lynhurtig gadebane i Havanas La Piragua-kvarter og flere af kørerne er indkvarteret på hotellet. Den regerende formel 1-verdensmester JuanManuel Fangio har værelse 810, hvor han netop har frisket sig op efter en lang, varm træningsdag på banen. Han står nu i receptionen og sludrer med et par af sine kollegaer. Der står også flere politifolk i receptionen, for Cuba er plaget af store problemer og rygter har antydet at 26. juli-bevægelsen under ledelse af Fidel Castro vil benytte grandprix´et til at få verdenssamfundets opmærksomhed. Som en af verdens mest kendte sportsfolk er Fangio være et oplagt mål, og præsident Batistas sikkerhedsstyrker har udstyret ham udstyret med en personlig livvagt.
En ung mand kommer ind i receptionen og ser sig omkring. Han får øje på Fangio og går hen mod ham og ingen af sikkerhedsfolkene reagerer, fordi alle tror der er tale om en autografjæger. Men da han er kommet hen til verdensmesteren er det ikke en autografbog men en pistol han tager op af lommen. Han stikker pistolen ind i Fangio ribben, synker en par gange og siger så med nervøs stemme: “I 26. juli-bevægelsens navn befaler jeg Dem at følge med.”
Fangio ser op. I de første sekunder tror både han og de omkringstående at der er tale en en practical joke, men da de ser hvordan den unge mands hånd med pistolen ryster, går det op for dem at det er alvor. Fangio siger at han aldrig har hørt om 26. juli-bevægelsen og en af hans venner gør en bevægelse hen mod den unge oprører. Han sigter nu mod de omkringstående med pistolen og siger: “Hvis I rører jeg betaler han prisen,” mens han igen drejer pistolen mod Fangio. “De skal med mig – nu!”
Verdensmesteren indser hurtigt at situationen ikke er til at spøge med. “Lad os gå,” siger Fangio og sammen med kidnapperen marcherer han gennem receptionen og mod udgangen. “Jeg ventede bare på at en af vagterne ville begynde at skyde – så var jeg klar til at kaste mig ned på gulvet,” fortæller han senere.
Da de når døren vender kidnapperen sig og siger: “Ingen forlader hotellet i de næste fem minutter. Vi har fire personer stationeret udenfor med maskingeværer, der er rettet mod døren.”
På fortorvet går Fangio og hans kidnapper 30 meter han til det nærmeste gadehjørne. Her holder en sort Plymouth årgang 1947 med en chauffør og en mand med en maskinpistol. Fangio får besked på at stige ind mens manden sigter på ham med maskinpistolen. “Dét der er der ingen grund til,” siger Fangio da han sætter sig på bagsædet.
“Det gør os ondt at måtte genere Dem på denne måde, Senor Fangio,” siger manden. “Hvis De forholder Dem stille sker der Dem ikke noget. Og vær venlig at tage denne kasket og disse solbriller på så vi ikke bliver genkendt.”
Fangio svarer i samme tone: “Mine herrer – vil De ikke være venlige at fortælle hvad alt det her drejer sig om?”. Kidnapperne forklarer at 26. juli-bevægelsen er den politiske del af Fidel Castros oprørshær og at Fangio i de kommende dage ville være bevægelsens “gæst”.
“Vi har gjort dette fordi De i øjeblikket er den mest berømte gæst på Cuba. Når løbet er afviklet i morgen bliver De atter frigivet. Fordi De ikke er med i løbet vil verdens øjne hvile på Cuba og på vores oprør, som Batista og hans regime prøve at kvæle.”
Oprørerne fører nu Fangio til et hus i Havanna. Her bliver man kun en halv time inden man kører videre til et andet hus – og så til et tredie. Her er alle meget ansændte, men da Fangio nævner at kidnapningen har være både velorganiseret og succesfuld, letter stemningen. Der bliver lavet mad til verdensmesteren – spejlæg og stegte kartofler – og Fangio får et værelse, hvor han kan sove.
Næste dag bliver Fangio vækket med dagens aviser. Her fylder kindnapningen utallige sider og i resten af verden er sagen også forsidestof. Lederen af kidnapperne, Faustino Perez, arbejder tæt sammen med Fidel Castro, og Fangio beder ham om lov til at ringe til sin familie for at fortælle at han har det godt og at der ikke vil ske ham noget. Efter telefonsamtalen kommer en række unge mennesker til huset hvor Fangio holdes fanget og de fortæller hver især verdensmesteren om de problemer der plager Cuba og om hvorfor de er nød til at bekæmpe præsident Batista. “Der var historier om hvordan en bror var dræbt, et familiemedlem var forsvundet og om en kæreste der var blevet likvideret. Ifølge dem var det den slags der foregik,” fortalte Fangio senere.
Efter en stor frokost ser Fangio TV-transmissionen fra løbet, der skal starte få kilometer fra det hus hvor han holdes fanget. Det er en pinlig affære for præsident Batista at verdensmesteren ikke er med og regeringen sikkerhedsstyrker har indledt en menneskejegt på Fangio og hans kidnappere. Starten på løbet bliver udskudt to timer i håb om at Fangio bliver fundet, og hans bil trilles frem på start-gridden. Da man til sidst opgiver håbet om at Fangio kommer til start bliver hans bil overtaget af den franskmanden Maurice Trintignant og løbet går i gang.
Det går hurtigt op for Fangio at 26. juli-bevægelsen nærmest har gjort ham en tjeneste ved at forhindre hans deltagelse i løbet. På sjette omgang mister den lokale Armando Garcia Cifuentes herredømmet over sin Ferrari og crasher ind blandt tilskuerne, hvor seks bliver dræbt og 30 kvæstet. Arrangørerne og myndighederne har meget travlt med at afvise at der kan have været tale om sabotage, men Fangio´s tidligere teamkammerat Stirling Moss, der udråbes til vinder af løbet, antyder at der var blevet hældt olie ud på banen for at få bilerne til at skride ud.
Da løbet er overstået får Fangio serveret middag af sine fangevogtere. Stemningen er nu mere løssluppen, og de unge oprørere konkurrerer nu nærmest om hvem der kan være mest venlig mod deres berømte fange. “Det her er vores afskedsmiddag,” siger en af dem til Fangio. “Men vi glæder os til at de Dem igen når Cuba er blevet befriet for Batista-regimet.”
Efter middagen sendes Fangio ud på en nærmest uendelig række af køreture i forskellige biler. Da han sammen med et par af kidnapperne er ved at skifte fra én bil til en anden, bliver han antastet af to politibetjente. De genkender ikke Cubas mest eftersøgte mand og spørger ham om han har ild. “Jeg forklarede febrilsk at jeg ikke røg mens en af mine kidnappere fik travlt med at stryge en tændstik så betjenten kunne få ild på sin smøg. Samtidig hørte jeg et lille, metallisk klik – der var en af kidnapperne der afsikrede det våben han havde på sig. Heldigvis skete der ikke noget og betjentene takkede og kørte videre,” fortæller Fangio.
De mange bilture og -skift skal først og fremmest beskytte Fangio. Oprørerne er overbevidste om at Batista´s sikkerhedsstyrker vil dræbe verdensmesteren og give 26. juli-bevægelsen skylden hvis de finder ham. Planen er derfor at ryste eventuelle forfølgere af ved at skifte bil ustandselig, men ved 22-tiden slutter de mange ture i og omkring Havanna tæt den argentinske ambassade. Her bliver Fangio afleveret med en høflig afskedssalut. “Så er De fri igen, Senor. Vi undskylder den ulejlighed vi har udsat Dem for…”
Kidnapperne har informeret ambassaden om frigivelsen og Fangio føres hurtig i sikkerhed. Han får omgående stillet en telefon til rådighed og ringer hjem til sin kæreste i Buenos Aires og fortæller han er OK.
Kidnapningen af verdensmesteren har i to døgn fylde forsiderne over hele kloden. “Der er ingen tvivl om at 26. juli-bevægelsen fik den omtale de satsede på,” bemærker Fangio tørt. “Men de havde nok ingen anelse om hvor populær kidnapningen gjorde mig i USA: Jeg havde vundet fem VM-titler i formel 1, men jeg blev først rigtig stor i USA efter kidnapningen. Jeg fik ligefrem 1000 Dollars for at tage til New York og stille op i Ed Sullivan´s TV-show!”
Mindre end et år efter kidnapningen vælter 26. juli-bevægelsen præsident Batista og Fidel Castro overtager magten på Cuba. Men forinden er den unge fyr der kidnappede Fangio på Hotel Lincoln blevet anholdt. Hans venner henvender sig til Fangio, der kontakter den ansvarlige i Batistas sikkerhedstyrker. “Jeg bad blot om at han blev behandlet nådigt – han og hans venner havde trodst alt behandlet mig godt,” fortæller Fangio senere.
Mange år senere møder Fangio igen en af kidnapperne. Den tidligere racerkører er nu præsident for Mercedes i Argentina og hans tager til Cuba for at forsøge at sælge den tyske fabriks lastbiler til den cubanske regering.
“Hvem skulle have troet at manden der dengang var leder af kidnapperne, Faustino Ferez, nu var blevet minister i Castros regering,” bemærkede Fangio.
I dag er Hotel Lincoln for længst blevet overhalet indenom at større og mere luksuriøse hotellet. Et af 1950´ernes bedste hoteller i Havana er rutchet ned i “budget”-kategorien med blot to stjerner, og værelserbe koster nu 25 Euro per nat. Et af værelserne er dog dyrere: Juan Manuel Fangios værelse står præcis som i den dramatiske februar-weekend i 1958 da verdensmesteren blev kidnappet.
Født: 24. juni 1911, Balcarce (ARG)
Død: 17. juli 1995, Buenos Aires (ARG)
Formel 1-debut: Englands Grand Prix 1950
Sidste grandprix: Frankrig 1958
Teams: Alfa Romeo, Maserati, Mercedes, Ferrari.
Grandprix: 51
Grandprix-sejre: 24
Podieplaceringer: 35
Pole position: 28
Første startrække: 48
Hurtigste omgang i løb: 23
VM-point i alt: 277,5
Bedste placering i VM: Verdensmester fem gange (1951, 1954-57)
Bygget: 1926, restaureret 2004
Officiel klassificering: **
Værelser: 135
Beliggenhed: Mellem Havanas gamle bydel og den mere moderne bydel Vedado
Adresse: Virtudes No. 164 esq. a Galiano, Centro Habana, Havana, Cuba.
