Knivskarp kamp om VM

Knivskarp kamp om VM

Formel 1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Francochamps.

Var der nogen, der troede at VM var afgjort af de to Lewis Hamilton-sejre inden sommerferien? Så tog de fejl! Belgiens Grand Prix understregede, at Ferraris seneste motor-update har sendt dem forbi Mercedes. Hamilton tog pole position i den regnvåde kaos-kvalifikation, men da starten gik på tør bane, tog det ikke mange sekunder før Sebastian Vettel gik forbi. Resten af eftermiddagen kontrollerede Vettel og Ferrari løbet, og i mål var tyskeren 11 sekunder foran Hamilton.

Allerede i næste weekend følger power-banen i Monza, og her vil Ferrari også have en fordel, så der er lagt op til en knivskarp kamp mellem Hamilton/Mercedes og Vettel/Ferrari om VM-titlen 2019.

Belgiens Grand Prix startede med et monster-crash, hvor Kevin Magnussens ellers så sikkerhedsbevidste ’venner’ Nico Hülkenberg og Fernando Alonso skøjtede og fløj rundt i og over feltet. Det skete alt sammen bag K-Mag, der kørte et forholdsvist kedeligt løb, der resulterede i en ottendeplads. Det var femte gang i de seneste seks løb danskeren scorede VM-point, og han er nu bare tre point efter Hülkenberg (yeps – ham igen!), der indtager førstepladsen i det uofficielle B-mesterskab for kørere uden for de tre topteams.

Magnussen kan snuppe føringen i Monza på søndag, hvor Hulken på grund af sit start-stunt i Belgien er idømt et tab af 10 startplaceringer.

Den snakker vi om ved Race Night i Milano på lørdag – hvor ’gammelfar’ Jan Magnussen er gæstestjerne!

formel 1 belgien - podie placering

DE SKÆVE NYHEDER FRA FRANCORCHAMPS

KIMI: FULD I 16 DAGE I TRÆK

Årets bog er allerede udkommet i Finland: ’Tuntematon’ (’Ukendt’) – er en herlig åben Kimi Raikkonen-biografi. I bogen, der foreløbig kun er udkommet på finsk, taler 2007-verdensmesteren blandt andet åbent om sit alkoholforbrug, og han afslører, hvordan han i 2012 var beruset 16 dage i træk op til Spaniens Grand Prix (hvor han blev nummer tre!)

ALONSO OG RED BULL

Red Bull-chef Christian Horner afslog tidligere på sommeren, at Fernando Alonso kunne overtage Daniel Ricciardos plads. ”Han vil ikke være det… sundeste valg for teamet,” forkarede Horner bland andet (og blev bakket op af Red Bull-konsulent Helmut Marko, der slog fast, at spanieren gør de teams han kører for til et one-man show). Udtalelserne irriterede åbenlyst den stolte spanier, der i Belgien gjorde opmærksom på, at Red Bull havde tilbudt ham en kontrakt i ”2007, 09, 11 og 13 – plus to gange i år.”

MAGNUSSEN OG RED BULL

Ifølge Kevin Magnussen var Alonso langt fra den eneste i feltet, der var i kontakt med Red Bull i løbet af sommerferien. ”Alle kørere i feltet har på en eller anden måde forhørt sig om mulighederne,” fortalte han mig. Og understregede, at han ikke personligt havde talt med Red Bull. Jeg tror nøgleordet her er ’personligt’…

MAGNUSSEN 98 PROCENT PÅ PLADS

Magnussens Red Bull-flirt var ikke seriøs – jeg er sikker på han bliver hos Haas. Han antydede overfor mig, at han er 98 procent på plads – ”men de sidste to procent skal der lige snakkes lidt mere om.” Forvent en officiel udmelding i løbet af de næste uger.

JACKY ICKX TILBAGE I FERRARI

Belgiens mest succesrige formel 1-kører (otte grandprix-sejre) blev i Spa-Francorchamps genforenet med den Ferrari 312B, der sikrede ham andenpladsen i VM 1970. 73-årige Ickx kørte et par runder i bilen – en af de smukkeste i formel 1-historien – søndag ved middagstid.

FERRARI MINDES BRO-OFRENE

FERRARI MINDES BRO-OFRENE Ferrari havde i Spa-Francorchamps mærker på fronten til minde om ofrene for bro-kollapset i Genova. 43 mennesker mistede livet, da Ponte Morandi styrtede sammen 14. august.

RENAULT PARTY

Fredag aften inviterede Renault på drinks, pindemadder og Alain Prost i deres motorhome i paddocken. En god mulighed for at catche op på den seneste sladder i paddocken.

MCLAREN FEJRER JUBILÆUM

McLaren fejrede i Spa-Francorchamps, at det var 50 år siden teamets – med grundlægger Bruce McLaren bag rattet – vandt sit første grandprix. Jubilæet blev markeret med en serie t-shirts, som teammedlemmer og journalister skulle bære søndag.

BJØRNEBANDEN PÅ FRI FOD!

Bjørnebanden – aka Henrik, Erik og Christian - hører til Grand Prix Tours mest trofaste gæster. De blev hædret ved vores Race Night: Grand Prix Tours über-boss Ole Lilholt havde fremstillet særlige polo-shirts med bandens fange-numre. Og moi blev udnævnt til en slags æres-politimester Strix.

RACE-NIGHT I HASSELT

Var det årets største race-night? Omkring 300 Grand Prix Tours-gæster var lørdag aften samlet til øl, vin og racer-snak på Holiday Inn i Hasselt. Rekorden kan blive slået allerede i den kommende weekend i Monza, hvor jeg får fornøjelsen af Jan Magnussen som gæstestjerne.