Den teamordre var ikke nødvendig!

Den teamordre var ikke nødvendig!

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Sochi.

Lewis Hamiltons sejr i Sochi bragte ham endnu et skridt nærmere verdensmesterskabet – nu kan han resten af året cruise taktisk titlen.

Han fortjener den, for han har kørt en række fantastiske løb i år. Ruslands Grand Prix var bare ikke et af dem og når han alligevel vandt i Sochi, skyldes det en teamordre fra Mercedes-ledelsen, der tvang Valtteri Bottas til at slippe englænderen forbi.

Det var synd for Bottas, der havde en af de weekender, hvor han havde Hamilton under kontrol. Men det var faktisk også synd for Hamilton, for efter teamordren ’lugter’ hans VM-titel af, at han ikke kunne klare det uden hjælp fra Toto Wolff og co. 

Og det er jeg overbevist om at han kunne – vinde VM uden den kontroversielle teamordre. Han kører i disse uger så godt og Mercedes´en er så overlegen, at en andenplads i Sochi var blevet et blip radaren, inden han med flere sejre sikrer sig titlen. Teamordren var derfor helt unødvendigt, men den afslørede i det mindste Mercedes´ dobbeltmoral: Når Ferrari udsteder lignende  ordrer er de ofte meget ’hellige’ i Mercedes-pitten, og taler om at ’giver kørerne frit løb’ og ’vi er jo alle racers’. Efter Ruslands Grand Prix 2018 ved vi, at de i virkeligheden er mindst lige så kyniske som Ferrari!

Sebastian Vettel sluttede på tredjepladsen, og må efterhånden erkende, at 2018-titlen heller ikke kommer ’hjem’ til Maranello.

Kevin Magnussen leverede efter et par la-la-løb en stor præstation i Rusland. Han ’satte’ teamkammerat Romain Grosjean med mere end et halvt sekund i kvalifikationen, og han sluttede på en fornem ottendeplads, der sendte ham i front i det uofficielle ’B-VM’ for kørerne udenfor de tre topteams.

K-Mag fik også sin fremtid på plads i Sochi. Det havde været aftalt længe, men fredag klokken 09.00 blev det officielt: Magnussen kører for Haas i både 2019 og 20. Så nu kan vi alle begynde at langtidsplanlægge: Hvor mange grandprix´er skal I til næste år? Jeg tror jeg snupper alle 21 – med tilhørende Race Nights. Det bliver grrrreat!

DE SKÆVE NYHEDER FRA SOCHI.

PREBEN TIL FORMEL 1

Danmarks frækkeste angriber gennem tiderne, legendariske Preben Elkjær, var på plads i paddocken i Sochi. Her blev det blandt andet til en kært gensyn med en af fodboldvennerne, Luna Christofi (der dog nu – ligesom Preben? - er konverteret til F1).

LØB FOR RUSLAND

Fredag aften havde Sochi Autodrom arrangeret et stort løb på banen. Der var 500 startnumre, og selvfølgelig fik jeg tilkæmpet mig et af dem. Løbet – en omgang på autodromen – startede klokken 21.00, så start-kittet inkluderede ud over den traditionelle t-shirt også en…pandelampe. Tiden? 25m34s.

NY KÆRESTE TIL MAX?

Jeg ved ikke, hvad det var unge Max Verstappen absolut skulle underholde Daniel Ricciardo med, da de to Red Bull-makkere mødtes på vej ind i paddocken i Sochi. Men efter Daniels ansigtsudtryk, var billede på Max´ telefon værd at kikke nærmere på…

ILD I MAGNUSSEN

Natten til fredag udbrød der brand i Haas-garagen. Et fejl i det elektriske system antændte et af de varmetæpper, der bruges til at bringe dækkene op på arbejdstemperatur. I alt tre varmetæpper og fire sæt dæk blev beskadiget, inden tililende nattevagter fra flere af de øvrige teams fik bugt med flammerne. Magnussen fik dispensation fra reglerne om at hver kører kun har 13 sæt til weekenden, og modtog fredag morgen to sæt nye dæk.

DRIFTING PÅ AUTODROMEN

Arrangørerne i Sochi er ved at få opbygget et rigtig godt grandprix med masser af underholdning for tilskuerne. I år udbyggede man programmet med et drifting-anlæg, hvor Ruslands bedste driftere gav en (dæk-)forrygende opvisning.

KONCERT MED LENINGRAD

Også på koncert-fronten er Sochi-arrangørerne ved at komme med på beatet. ’Gruppirovka Leningrad’ er måske ikke særligt kendt i Danmark, men de er megastore i Rusland. Bandes gav fredag aften koncert i Bolchoy-hallen (billedet) på banen, og lørdag og søndag spillede ’Bi-2’ og ’Basta’ op til asfaltbal.

ÅRETS BEDSTE GAVE?

Mange grandprix-arrangører scorer lidt ekstra goodwill med gaver til de tilrejsende journalister. Jeg har gennem årene fået mange underlige ting, men i år var gaven i Sochi rigtig brugbar: En nakkepude, en drikkeflaske og et slumretæppe er den perfekte optakt til de kommende langdistance-ture.

BERNIE MED HIPSTER-SKÆG

Vores tidligere cirkusdirektør Bernie Ecclestone dukkede op i paddocken i Sochi. 87-årige Bernie er stadig i topform, og har tillagt sig starten til et ægte hipster-skæg.

FOTOGRAF-VINDUE?

Hvis der er nogen, der savner gode billeder fra det russiske grandprix, kan det hænge sammen med de mildt sagt problematiske arbejdsforhold for fotograferne. Hele banen var omkranset af trådhegn, og de ’vinduer’, der var lavet til fotograferne, var ikke altid lige…skal vi sige: brugbare?