Optur for Hamilton, nedtur for Vettel, K-mag og Hass

Optur for Hamilton, nedtur for Vettel, K-mag og Hass

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Texas.

USA´s Grand Prix gjorde Lewis Hamilton til 2018-verdensmester – næsten: Med sin tredjeplads på Circuit of the Americas udenfor Austin udbyggede englænderen sit forspring til Sebastian Vettel til 70 point. Med tre løb tilbage betyder det, at tyskeren skal vinde de resterende løb – og Hamilton må ikke score bedre end en syvendeplads. Altså et urealistisk scenarie, og jeg er overbevist om at Hamilton allerede næste weekend i Mexico kan krones som ny (og gammel) verdensmester.

USA´s Grand Prix var ellers en oplagt mulighed for Vettel og Ferrari til at sparke ny spænding ind i titelkampen. Hamilton (og Mercedes) havde en af de sjældne søndage, hvor strategien ikke var optimal. Hamilton var med sin to-stops strategi faktisk så meget på hælene, at Ferraris andenkører Kimi Raikkonen kunne vinde løbet foran Max Verstappen (Red Bull), der efter problemer under kvalifikationen startede bagerst i feltet. 

På sådan en dag skulle Vettel have vundet. I stedet lavede han endnu en af sine efterhånden alt for jævnlige pres-fejl, da han allerede på første omgang ramlede sammen med Daniel Ricciardo. Han reddede sig i mål på fjerdepladsen, men som nævnt er hans VM-odds nu omtrent umulige. Konklusionen er, at Lewis Hamilton bliver en værdig verdensmester – ikke mindst fordi Vettel med alle sine fejl i hvert fald ikke har fortjent titlen.

Kevin Magnussen kørte et godt løb og kom i mål som nummer ni. Men undervejs havde han brugt cirka 100 gram mere benzin end de 105 tilladte kilo, og herefter havde dommerne ikke andet alternativ end at diskvalificere ham. Da Romain Grosjean udgik allerede på første omgang efter et sammenstød med Haas´ yndlings crashtest-dummy Charles Leclerc (Sauber), kom det amerikanske team fra deres hjemmebaneløb med præcis nul point til VM-kontoen.

Det betyder, at Magnussen nu er otte point efter Nico Hülkenberg i ’B-VM’ (for kørere udenfor de tre topteams) og Haas nu er 22 point efter Renault i kampen om ’best-of-the-rest’ titlen i konstruktør-VM.

Godt at der kun er seks dage til Mexicos Grand Prix!

formel 1 usa - vinder

DE SKÆVE NYHEDER FRA AUSTIN.

KENDT RAPPER TIL F1

Fotograferne fik travlt, da rygterne om at en kendt gangster-rapper ville besøge paddocken i Austin. Det viste sig dog at være falsk alarm: ’Rapperen’ var såmænd den kommende verdensmester Lewis Hamilton, der benyttede lejligheden til at flashe både sine guldkæder og sin aparte tøj- og hår-stil.

RED BULL TIL TOPS

Red Bull arrangerede et af deres hidtil vildeste stunts, da de op til USA´s Grand Prix slap David Coulthard løs i en af deres biler – i 200 meters højde! Skotten fik lov at lave doughnuts på toppen af en nybygget skyskraber i Miamis South Beach-kvarter. ”Man skal holde nerverne i ro,” var den iskolde skottes beskrivelse af oplevelsen

KRAN-VOGN

Inden I spørger: Der blev brugt en byggekran til at få Red Bull-raceren op på toppen af skyskraberen, der er på 62 etager. Det var for øvrigt ikke Coulthards højeste doughnuts: I 2013 lavede han et tilsvarende stunt på Burj al Arab-tårnets helipad i Dubai.

MIAMI UDSKUDT

Red Bull benyttede også besøget i Miami til at lave et par stunts på og omkring byens ikoniske strand. Max Verstappen og teamets mekanikere optrådte blandt andet med et pit-stop midt i South Beach. Det er måske det nærmeste de lokale kommer Formel 1 i en overskuelig fremtid: Miamis planer om et grandprix er - præcis som i København – kørt ind i politiske problemer.

RED BULLS ROAD-TRIP

I Miami afsluttede Red Bull det road-trip, man startede på den amerikanske østkyst i august med Daniel Ricardo bag rattet i en af teamets RB7-modeller. Max Verstappen overtog bilen på anden etape af turen, der blandt andet gik gennem Rocky Mountains, inden man nåede målet på vestkysten.

K-MAG´S ROAD-TRIP MED DADDY COOL

Kevin Magnussen var også på road-trip i staterne op til grandprixet i Austin. Han fløj fra Japans Grand Prix til Atlanta, hvor han mødtes med kæresten Louise. Et af turens højdepunkter: Besøget ved Petit Le Mans på Road Atlanta-banen, hvor Daddy Cool aka Jan Magnussen (billedet) sikrede sig det amerikanske sportsvogns-mesterskab sammen med Corvette codriver Antonio Garcia.

F1-KØRERE – NU MED ØLMAVE

Fra næste sæson skal køreren inklusiv sit sæde veje mindst 80 kg – det vil sige, det ikke længere er helt så kritisk for kørerne at pine vægten ned. Faktisk mener Lewis Hamilton, at de laveste af kørerne nu kan tillade sig at fede den. ”Nogle af de små fyre møder sikkert op med ølmave,” forudser verdensmesteren.

10 MILL TIL ROBERT?

Den polske PKN Orlen-koncern er angiveligt klar til at støtte Robert Kubicas comeback-drømme med 10 millioner US Dollars. Kubica var for 10 år siden af en de mest lovende, unge F1-kørere, men fik i februar 2011 afbrudt sin karriere, da han pådrog sig alvorlige arm-skader i en rallyulykke. Han har nu genvundet så meget styrke i sin arm, at han i år har fungeret som testkører for Williams. Det engelske team har nu 10 millioner gode grunde til at give han pladsen ved siden af George Russell i 2019.

KONCERTER MED BRUNO OG BRITNEY

Koncert-udbuddet ved det amerikanske grandprix var som altid i top. Lørdag stod Bruno Mars for underholdningen, og efter løbet var det Britney Spears, der indtog den store COTA-scene.

RACE NIGHT PÅ HABITAT SUITES

Grand Prix Tours havde i år hovedkvarter på det hyggelige øko-hotel Habitat Suites. Race Night blev også afholdt på hotellet, men ikke som vi plejer lørdag: For ikke at oversklygge Bruno Mars, var Race Night i Austin henlagt til fredag aften.