Jo – det er spændende

Jo - det er spændende

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Shanghai.

Formel 1-VM 2019 er en knivskarp kamp mellem Mercedes og Ferrari, hvor dagsformen er afgørende. At Mercedes er kommet fra Australien, Bahrain og nu Kina med tre 1-2 sejre skyldes held og tilfældigheder, der ikke kan fortsætte: Før eller siden – og sikkert ’før’ – bryder Ferrari tilbage.

På Shanghai International Circuit var det Mercedes´ tur til at dominere kvalifikationen – præcis som Ferrari gjorde på Bahrain International Circuit for 14 dage siden. Forskellen var, at Mercedes gjorde arbejdet færdig. Valtteri Bottas fik en dårlig start fra pole position, og så gik Lewis Hamilton i front. Han førte resten af eftermiddagen, og undervejs gennemførte Mercedes-mekanikerne et flot dobbelt-stop, hvor de to kørere var i pit samtidig.

Ferrari var ganske tæt på Mercedes under kvalifikationen, men kunne ikke holde Sølvpilenes tempo i løbet, så det blev kun til en tredjeplads til Sebastian Vettel og en femteplads til Charles Leclerc. Undervejs nåede den unge monegasker endnu en gang at udfordre tyskeren, og det tyder godt for sæsonen. Der er for resten også intern kamp hos Mercedes – Bottas er nu omtrent på niveau med Hamilton, så der er reelt fire bejlere til VM-titlen 2019.

Hos Haas er det tydeligt, at VF19-modellen er en rigtig god racerbil. Magnussens team er nu det eneste bortset fra Mercedes og Ferrari, der har haft begge kørere i Q3 (top-10) i alle tre 2019-kvalifikationer. Desværre fungerer VF19 i øjeblikket kun optimalt over en enkelt eller to omgange – i løbet taber den på grund af dæk-problemer alt for hurtigt pusten. Det er et problem, Haas-ingeniørerne knokler for at løse, og jeg tror på det er på plads allerede i Azerbaijan om 14 dage.

Men det snakker vi om til Race Night lørdag aften i Baku, ik´?

De skæve nyheder fra Shanghai

JUBILÆUMS-KAGE

Kinas Grand Prix var officielt løb nummer 1000 siden Formel 1-VM startede i 1950. Det blev markeret på mange måder – blandet andet med denne kage i medie-cafeteriet. Desværre var den til ’display only’.

PLAKAT TIL PRESSEN

Jubilæet blev også markeret med en speciel og meget ’limited edition’-plakat: Kun kørere, teamchefer og faste F1-journalister blev begavet med et eksemplar.

MØNT TIL PIOLA

Formel 1-organisationen benyttede også jubilæet til at hædre den journalist, der har overværet flest grandprixer. Den skæve nyheds-redaktør var med 583 løb med i opløbet, men præmien – en speciel kæmpemønt fra F1-überboss Chase Carey – gik til italienske Giorgio Piola (t.v.) med hele 811 grandprixer! Roger Benoit (t.h.) besatte andenpladsen med 739 løb.

VAR DET VIRKELIG GRAND PRIX 1000?

Var Kinas Grand Prix virkelig VM-løb nummer 1000? Der er dem der argumenterer for, at de 11 Indy 500-løb, der talte med i VM fra 1950-1960, ikke burde tælles med i det samlede grandprix-regnskab. Og hvad med de 15 løb i 1952-53, da VM blev afviklet for Formel 2-biler (billedet)?

CATERHAM FORKLÆDT SOM STEWART

Jubilæet blev også markeret med en udstilling af historiske Formel 1-biler i paddocken. ’Historisk’ skulle dog ikke tages alt for bogstaveligt: En nærmere undersøgelse af den udstillede ’Stewart-Ford 1997’ (kørere: Rubens Barrichello og Jan Magnussen) afslørede at det i virkeligheden handlede om en forklædt Caterham fra 2014!

MERCEDES´ JUBILÆUM

Mercedes fejrede i dagene op til Kinas Grand Prix at man havde dyrket motorsport i 125 år. Jubilæet blev fejret på Silverstone, hvor Lewis Hamilton (billedet), Valtteri Bottas og teamchef/hobby-racerkører Toto Wolff fik mulighed for at prøve en perlerække af Mercedes´ historiske racerbiler.

MODE-RACE

Det hundedyre japanske tøjmærke Bathing Ape (’B-ape’) er blevet officiel Formel 1-sponsor. Det blev markeret med denne B-ape Formel 1-racer, der torsdag blev præsenteret midt på langsiden.

NYE LØB

Intet er officielt, men meget tyder på at posen med Formel 1-løb bliver rystet voldsomt inden næste sæson. Grand Prix Tours´ spioner har allerede været i Vietnam, hvor man gør sig klar til et forårs-løb – sandsynligvis 21. april. I Hollands regner man med et grandprix i Zandvoort (billedet) 3. maj. Til gengæld bliver det planlagte løb i Miami ikke til noget.

RED BULL I RETRO-LOOK

Red Bull-sponsor Mobil-Esso fejrede 1000-løbs jubilæet ved at sætte teamets klassiske logoer på bilen. OG – man iklædte et par af mekanikerne kedeldragter fra de gode gamle dage.

RENAULT MED RETRO-HJELME

Renault stillede op med nye, gamle hjelme til begge kørere. Specielt Daniel Ricciardos retro-hjelm vakte opsigt: Med tydelig inspiration fra Pedro Rodriguez, der kørte i 1960´erne og 70´erne, var den ’nye’ hjelm endda udsmykket med stenslag – a la dengang man ikke skiftede hjelm efter hvert løb.

MUSIK I BAKU

Det kommende grandprix i Azerbaijan slutter med et brag af en koncert: Efter løbet spiller Cardi B og band i Baku´s Crystal Hall (der er bustransport fra banen til koncertsalen). For dem der (endnu) ikke kender Cardi B: Hun startede som stripper – og blev i 2017 den første kunstner, der på samme tid havde fem sange med på Billboard´s R&B Hithop top-10.

F1 ALL-STARS TABTE – IGEN

Redaktøren af de skæve nyheder var igen med på F1 All-Stars holdet i den nu traditionelle fodboldkamp mod en lokal Shanghai-radiostation. For andet år i træk tabte vi – men denne gang efter straffesparkskonkurrence..