Mercedes über alles

Mercedes über alles

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Montmelo

Mercedes tog årets femte 1-2 sejr i træk i Spanien. Faktisk er Lewis Hamilton og Valtteri Bottas nu – i vilkårlig rækkefølge – sluttet på første- og andenpladsen i alle de Formel 1-løb, der er kørt i 2019. En fantastisk og historisk bedrift, der fortjener al mulig anderkendelse. Men som jeg tidligere har været inde på: Resultatet på papiret afspejler ikke styrkeforholdet på asfalten. Ferrari og nu også Red Bull er ganske tæt på de tyske sølvpile, men uheld og dumheder har indtil nu afholdt konkurrenterne fra for alvor at udfordre Hamilton og Bottas. Det skal nok komme, og så er der lagt op til tætte kampe mellem verdens tre bedste Formel 1-teams.

Det fjerde-bedste team i 2019? Det er Haas med Kevin Magnussen og Romain Grosjean. Haas VF19 har hele året været ’best-of-the-rest’ når vi snakker speed over en enkelt kvalifikations-omgang. Det har knebet mere over distancen, hvor det har været svært at holde varme i dækkene. Det var ikke noget problem i de langstrakte kurver på Circuit de Barcelona-Catalunya, hvor Magnussen snuppede syvendepladsen, mens Grosjean blev nummer 10. Undervejs havde de to Haas-kørere et par infights, der understregede at de nok er teamkammerater, men ikke ’best buddies’. Der er lagt op til gadekampe, når F1-folket om mindre end 14 dage samles i Monte Carlo. Kampe mellem Mercedes, Ferrari og Red Bull og kampe mellem Magnussen og Grosjean. Jeg glæder mig – også til at fortæller om det brogede F1-cirkus ved vores Race Night i Nice. Vi ses!

De skæve nyheder fra Montmelo

HJEM, KÆRE HAAS-HJEM

Årets første grandprix i Europa gav et kært gensyn med de 10 team-motorhomes. De kommer ikke med til de oversøiske løb, og mange teams har brugt pausen siden Italiens Grand Prix sidste år, til at bygge om. Haas-teamet, der i år også skal have plads til en masse gæster fra titel-sponsor Rich Energy, har mere end fordoblet deres motorhome.

RED BULL STØRRE END NOGENSINDE

Haas´ nye motorhome var i paddock-gaden placeret et par numre fra Red Bull. Her havde man også udvidet: Deres Energy Station, der i forvejen var den største ’bygning’ i paddocken, er nu afløst af et nyt ’Holzhaus’. Med 1221 etage-kvadratmeter er ’træhuset 27 procent større end ’energistationen’ – 32 meter lang, 14 meter bredt og 11 meter højt! Det tager 25 mand omkring 32 timer at bygge – og fra Spanien blev det kørt direkte til Italien for at blive genopbygget på en flåde, så det kan sejles ind i havnen i Monte Carlo til Monacos Grand Prix om 14 dage!

MCLAREN – NU MED BAR

Carlos Sainz Jr har taget sin personlige sponsor, bryggeriet Estrella, med til McLaren. Det har fået teamet til at indrette en ølbar i deres motorhome, der blev indviet i weekenden. Naturligvis med Carlos selv som bartender!

SENNA OG RATZENBERGER MINDET

25 år efter den tragiske weekend i Imola, blev Ayrton Senna og Roland Ratzenberger mindet. Efter Ratzenbergers død under kvalifikationen til San Marinos Grand Prix planlagde Senna at vifte med et østrigsk flag på vej tilbage til pitten efter løbet, men brasilianeren omkom som bekendt selv på sjette omgang. Med en kombination af det brasilianske og det østrigske flag markerede arrangørerne af det spanske grandprix ’The Tribute That Never Happened’.

SENNA APP

I weekenden præsenterede Instituto Ayrton Senna en officiel app. Her kan fans af den brasilianske legende blandt andet læse om hans karriere og se en række af hans biler i et virtuelt museum. Mere info: https://download.senna360.org/

KRONPRINSEN PÅ BESØG

Kronprins Frederik var både lørdag og søndag æresgæst hos Haas-teamet. Han viste sig som en uhyre interesseret og vidende Formel 1-fan. Det var anden gang kronprinsen gæstede Magnussen – første gang var i forbindelse med Italiens Grand Prix 2014.

HÅNDBOLD-VERDENSMESTER PÅ BESØG

Magnussen og Haas havde også andre prominente gæster fra Danmark. Fredag dukkede håndbold-verdensmester og OL-vinder Casper U. Mortensen (billedet) op, og Lego-ejer Kjeld Kirk Kristiansen var på plads både lørdag og søndag.

NU DANSER DE SAMMEN

Kevin Magnussen og Nico Hülkenberg? De er da verdens bedste venner. Se bare dette eksklusive billede, fra Formel 1-feltets nye daneskole.

RACE NIGHT MED JAN MAGNUSSEN.

Lørdagens Race Night på Hotel Indalo Park i Santa Susana blev en af vores hidtil største med mere end 200 gæster. De fik en underholdende aften, hvor jeg havde fornøjelsen af Jan Magnussen som gæstestjerne.