Valtteri Bottas lagde længe op til at slå Mercedes-makker Lewis Hamilton lige dér, hvor det gør allermest ondt: På hjemmebanen i Silverstone. Finnen startede fra pole position, og gik trods hårdt pres fra Hamilton i front. Han så ud til at have løbet under kontrol – indtil Antonio Giovinazzi smed sin Alfa Romeo-Ferrari i sandkassen, og der kom safety-car på banen. Dét sendte løbet i hænderne på Hamilton. Bottas havde allerede været i pit, og nu kunne Hamilton foretage sit stop under safety-car perioden. Da løbet igen blev givet fri var englænderen i front, og han kørte i mål til en populær hjemmebane-sejr. Om den var heldig? Helt sikkert – men i Formel 1 følger heldet de dygtige, så på den måde var den også fortjent.
Charles Leclerc var endnu en gang hurtigste Ferrari-kører, og snuppede tredjepladsen, mens teamkammerat Sebastian Vettel fik endnu en tiddstraf. Denne gang var det for at påkøre Max Verstappen, der reddede sig i mål på femtepladsen – bag Red Bull-teamkammerat Pierre Gasly. Franskmanden ser med årets bedste resultat endelig ud til at have fundet pedalen til højre i cockpittet.
For Kevin Magnussen og Haas-teamet blev det britiske grandprix en kort fornøjelse. Danskeren var for en gangs skyld langsommere end teamkammerat Romain Grosjean i kvalifikationen, men lå til at gå forbi franskmanden allerede i femte sving efter starten. De to Haas-biler ramte hinanden i et sammenstød, der måske nok primært var Grosjean skyld, men som Magnussen også bar en del af ansvaret for. Begge biler udgik, og teamchef Guenther Steiner var med rette rasende: Efter en weekend med sponsor-ballade og nye dæk-problemer, var det lige præcis hvad man ikke havde brug for.
Videre til Hockenheim. Og Race Night(s) med ’Magnussen et Moi’