Kong Charles d. 1 af Italien

Kong Charles d. 1 af Italien

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Monza

Nu er Charles Leclerc kongen i Ferrari-teamet. Og bedømt ud fra tilskuernes tilbedelse efter Italiens Grand Prix, regerer han også snart hele Italien! Den 21-årige monegasker startede for anden weekend i træk fra pole position, og trods massivt pres fra først Lewis Hamilton og siden Valtteri Bottas, kørte han en flot sejr hjem. Jublen over den første Ferrari-sejr i Monza siden 2010 var enorm, men der var en enkelt af ’De Røde’ der havde svært ved at smile. Sebastian Vettel, der det seneste år har begået fejl efter fejl, lavede endnu en af slagsen i Monza. Han var aldrig i stand til at følge med sin unge teamkammerat, og i frustration oversatsede han tidligt i løbet, og snurrede af banen. Det kunne tilgives – måske. Men måden han møvede sig tilbage på banen på var både dum og farlig, og han fik en stop-and-go straf og tre klip i licensen. Den firdobbelte verdensmester læner sig nu faktisk nu op af en karantæne – så ’frustreret’ har han kørt indenfor de sidste 12 måneder.

Hvis tronskiftet blandt Ferrari-kørerne er en realitet, er jeg ikke sikker på det er tilfældet i konstruktør-VM. Jo – Ferrari har vundet to løb i træk, men det har været på power-baner, hvor deres bomstærke motor har kunnet spille med musklerne. Jeg tror, vi ser et andet billede i Singapore om 14 dage, så I kan roligt glemme sangen om at F1 anno 2019 er for forudsigeligt: I de sidste seks løb har Ferrari, Mercedes og Red Bull delt sejrene mellem sig med to til hver.

Kevin Magnussen og Haas? Det så faktisk længe ganske fornuftigt ud, og vores lille vikinge-kriger forsvarede heroisk sin position i udkanten af top-10. Men mod slutningen sendte en bremse-fejl med efterfølgende dækproblemer ham ned gennem rækkerne, og til sidst udgik han med hydraulik-problemer.

Hvordan K-Mag klarer sig i Singapores nattemørke gader? Den tar vi “on location” ved vores Race Lunch (det er Singapore-slang for ’Race Night’!), ik?

De skæve nyheder fra Monza

FERRARI-FEST PÅ DOMKIRKE-PLADSEN

Onsdag fejrede Ferrari-teamet 90 års-fødselsdag på Piazza Duomo i det centrale Milano. En lang række af teamets tidligere kørere inklusiv Mario Andretti (en grandprix-sejr for Ferrari i 1971), Jody Scheckter (tre sejre i 1979), Alain Prost (fem sejre i 1990), Jean Alesi (en sejr i 1995) og Gerhard Berger (fem sejre 1987-95) mødte op, og Sebastian Vettel fik en tur i Niki Laudas VM-vinder fra 1975, 312T.

FERRARI DELIKATESSER I PADDOCKEN

Ferrari inviterede også på italienske jubilæums-delikatesser i paddocken. Parma-skinke og parmesan-ost blev torsdag skyllet ned med Spumante og økologiske sodavand.

PADDOCK-PIZZA

Der var også blevet plads til et lille pizzeria i paddocken. Heineken har til de fleste løb en bar til tørstige paddock-gæster, og i år havde man udvidet med en lille pizza-vogn.

SCHECKTER – 40 ÅR EFTER

Jody Scheckter sikrede sig VM-titlen 1979 med en sejr i Italiens Grand Prix. 40 år senere fejrede sydafrikaneren triumfen ved at køre æresrunder både fredag, lørdag og søndag i den Ferrari T4, han brugte i 1979. Og hans datter Polly fungerede som pit-babe!

MONZA: FREMTIDEN SIKRET

Monza er den mest klassiske bane i Formel 1-VM – kun et enkelt år siden VM-starten i 1950 har autodromo’en nord for Milano ikke lagt asfalt til Italiens Grand Prix. Og i weekenden blev fremtiden sikret: En ny kontrakt mellem Monza og F1-ejerne Liberty Media betyder, at Monza er med i Formel 1-kalenderen i hvert fald frem til 2024.

ALONSO TILBAGE HOS MCLAREN

Freelance racerkører Fernando Alonso var i Monza tilbage i McLaren-pitten. Spanieren, der ellers har travlt med at teste Toyotas Dakar rallybil, var ifølge McLaren teamchef Andreas Seidl, ’på besøg som ambassadør’. Samtidig blev det dog afsløret, at spanieren er en mulig stand-in, hvis Carlos Sainz Jr eller Lando Norris skulle blive forhindret i at stille op i et eller flere løb. Sergei Sirotkin er stadig McLarens officielle reservekører.

NYT JOB TIL ANTONIO

Alfa Romeo inviterede før løbet til pasta-party, hvor man havde fundet et nyt job til Antonio Giovinazzi: Han fik lov til både at koge pastaen og tilsmage tomatsovsen.

JAN M I FORMULA FUN

Fredag aften fik Grand Prix Tours´ gæster en ekstra oplevelse: Jan Magnussen fortalte om sin tid i ’Formula Fun’. Yeps – Jan fortalte Peter Nygaard om sine sjoveste oplevelser i Formel 1, og det hele blev illustreret med Grand Prix Photo´s billeder.

RACE-NIGHT PÅ CROWN PALACE

Lørdag aften var det så tid til den sædvanlige og sagnomspundne Race Night på Hotel Crowne Plaza i Milano. Italienske specialiteter, fri bar og en blanding af røver og insider-historier fra Jan Magnussen og Peter Nygaard. What´s not to like?