Finalen blev traditionen tro afviklet for øjnene af hundredevis af Grand Prix Tours gæster på Yas Marina-banen i Abu Dhabi. De kunne glæde sig over en spændende weekend, der understregede den tætte kamp, der er i vente næste år. Jo – Mercedes og Lewis Hamilton vandt igen-igen, men Formel 1 efteråret 2019 har vist, at både Ferrari og Red Bull nu er en meget reel trussel. Og det er den unge generation, der truer Hamilton: Max Verstappen og Charles Leclerc, der begge er 12 år yngre end 34-årige Hamilton, fører an i ungdomsoprøret, der uvægerligt vil ende med at englænderen må forlade Formel 1 tronen.
OG – Kevin Magnussen. Vores Race Night guest-star i Abu Dhabi weekenden har ikke haft en nem sæson, men han har som regel fået det bedste ud af den temperamentsfulde Haas VF19. At han samtidig har slået sin erfarne og lynhurtige teamkammerat Romain Grosjean på alle parametre understreger, at K-Mag slet ikke er færdig med at udvikle sig. Han bliver endnu bedre i 2020 – og det gør Haas-raceren efter al sandsynlighed også.
Der er kun lige over 100 dage til sæsonpremieren 2020!