Den mest spændende Formel 1 sæson

Den mest spændende Formel 1 sæson

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Montmelo

Spaniens Grand Prix var fjerde afdeling af Formel 1-VM 2021 og Lewis Hamilton vandt for tredje gang. Mercedes-køreren er blevet nummer to i det fjerde løb – det er den bedste sæsonstart, han nogensinde har haft. Og alligevel er 2021 den mest spændende sæson i mange år. Max Verstappen (Red Bull) har vundet et enkelt løb og blevet nummer to i de tre andre, og inden vi i næste uge skal til Monaco, er det blot 14 point mellem de to VM-rivaler.

I Spanien sloges de igen så gnisterne føg. Ind i første sving var Verstappen så aggressiv, at Hamilton måtte trække sig. Senere i løbet fik Verstappen en ’bytter’ præcis samme sted, og Hamilton tog føringen tilbage. Englænderen vandt, men Mercedes skulle trækkes en chancepræget tostops-strategi op af hatten for at få has på Verstappen.

Så tag ikke fejl: Hamilton og Mercedes er under større pres end nogensinde, og jeg kan kun opfordre til at være klar, når der igen må komme tilskuere ind til løbene. Det varer så vidt jeg hører ikke længe. Vi skal lige have overstået gadeløbene i Monte Carlo og Baku – så burde det være muligt at opleve den mest spændende Formel 1-sæson i lange tider live.

Som jeg skrev i sidste uge fra Portimao: Jeg bliver skuffet, hvis vi ikke ses til Race Night i Spielberg!

DE ALTERNATIVE NYHEDER FRA MONTMELO

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Spanien - kun til GPT

RED BULL HOT-HENTER MERCEDES BEDSTE FOLK

Red Bull vil fra næste sæson bygge sine egne motorer. Det sker med udgangspunkt i de nuværende Honda-motorer, men der kommer utvivlsomt også en masse input fra de stærke Mercedes V6´ere: Indenfor de sidste par uger har Red Bull ansat seks førende medarbejdere fra Mercedes´ motorafdeling.

GROSJEAN FÅR MERCEDES-TEST

Romain Grosjean får i juni en hel testdag i Lewis Hamiltons VM-vinder fra 2019. Testen afvikles på Paul Ricard-banen efter Frankrigs Grand Prix, og skal være den officielle afslutning på franskmandens lange Formel 1-karriere. På grund af ulykken i Bahrain sidste år fik han ikke mulighed for at køre sit planlagte afskedsløb i Abu Dhabi. ”Romains Formel 1-karriere skal ikke slutte med en ulykke,” er Mercedes-boss Toto Wolffs forklaring på Paul Ricard-testen.

CARLOS´ YNDLINGS-BURGER

Carlos Sainz Jr benyttede sit hjemmebaneløb til at afsløre…sin livret. ”Jeg elsker burgere,” slog hans fast. ”Jeg forsøger at få en burger i alle de byer vi besøger, og indtil nu ligger Melbourne i toppen.

YUKI OG DEN GODE MAD

Der er indført et nyt punkt på FIA´s officelle torsdags-pressekonference: Alle kørere får hver et spørgsmål fra lokale børn. I Spanien blev Yuki Tsunoda spurgt om, hvad de to bedste ting ved at være Formel 1-kører er. Yuki´s svar: ”Man får lov at køre den bedste bil i verden. Og man får god mad.”

MAX TÆLLER YUKIS KALORIER

Ved pressekonferencerne optræder kørerne parvis. Sidste år var det to teamkammerater, men det blev for forudsigeligt (”det synes jeg også”), så nu mixes parrene vilkårligt. I Spanien var Max Verstappen makker til Tsunoda, og han havde også lagt mærke til japanerens appetit. ”Hvis jeg spiste lige så meget som dig, ville man kunne trille mig gennem paddocken,” sagde han til den lille japaner.

SÅ KAN NIKITA LÆRE DET

Lad os bare slå fast, at Nikita Mazepin har haft en svær Formel 1-debut. Afkørsler, snurreture, klip-i-licensen og skæld-ud fra konkurrenter – det hører alt sammen til dagens uorden for den russiske rookie. Under kvalifikationen i Spanien kom han i vejen for Lando Norris, og dommerne idømte ham et tab af tre gridplaceringer. Ikke den store straf – Mazepin skulle i alle tilfælde starte bagerst.

ICEMAN = DADDY COOL

Robin Raikkonen er begyndt at køre gokart, og den lille Iceman afholder sig ikke fra at give Kimi gode råd. Efter at have nærstuderet gammelfars sammenstød med teamkammerat Antonio Giovinazzi i Portugal, var konklusionen klar: ”Far – du skal se hvad der sker foran dig!”