Endelig: F1 med tilskuere. Og RaceNight!!

Endelig: Formel 1 med tilskuere. Og RaceNight!

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Formel 1 på Spielberg

Inden sæsonen startede, var Lewis Hamilton tårnhøj favorit til at vinde en historisk, ottende VM-titel. Efter en tredjedel af sæsonen – og fem Red Bull-sejre i træk – ligger den sejrsvante englænder 32 point efter Max Verstappen.

Hollænderen snuppede på Red Bull Ring sin tredje grandprix-sejr på 15 dage (ny verdensrekord!), så med hensyn til resultater, er der ikke meget, der er ’normalt’ i Formel 1. Men alt det andet er ved at være ’normalt’.

Østrigs Grand Prix var det første løb efter corona-pandemien uden tilskuerrestriktioner. Der var fuldt hus på Red Bull Ring, og en stor gruppe danskere var på plads i Grand Prix Tours´ hyggelige lejr ved siden af hovedindgangen.

Her blev der allerede lørdag festet igennem da EM-kampen mellem Danmark og Tjekkiet blev vist på storskærm.

Søndag blev der igen grund til at vifte med Dannebrog på Red Bull Ring, for her tog Frederik Vesti en flot sejr i Formel 3-løbet. Den danske Mercedes-juniorkører rykkede med sejren i Østrig på den samlede andenplads i mesterskabet, hvor næste afdeling afvikles sammen med Ungarns Grand Prix.

Og præcis her har vi meget passende den næste Race Night.

Det er da helt normalt!

DE ALTERNATIVE NYHEDER FRA SPIELBERG

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Red Bull Ring - Kun med GPT

ENDELIG: RACENIGHT TILBAGE

Det var skønt at være til Race Night igen! Efter mini-Race Night på Hotel Maritim i Bonn ved sidste års Eifel Grand Prix markerede Østrigs Grand Prix den første rigtige Race Night i alt for lang tid. Og hvilket comeback: God mad, glade gæster, fantastisk stemning. Plus en fodboldkamp på storskærm direkte fra Baku!

KIMI HAGLET NED

Kimi Raikkonen tog mellem de to løb på Red Bull Ring hjem til familien i Schweiz. Her oplevede han et uvejr med hagl på størrelse med tennisbolde. En del af taget på familien Raikkonens hus blev beskadiget og forruden på privat-Alfa Romeo´en knust.

SEB I BONDE-LÆRE

Kimi´s gode ven Sebastian Vettel bor også i Schweiz, og han afslørede i weekenden, hvordan han tilbragte en del af den første corona-lockdown: Han arbejdede i et økologisk landbrug. ”Det var både spændende og inspirerende. Vi startede med at malke køerne klokken fem om morgenen,” fortalte Seb Vet.

VETTEL FORSTÅR IKKE UEFA

Balladen om hvorvidt Alianz-Arena skulle lyses op i regnbue-farver til EM-kampen mellem Tyskland og Ungarn nåede også Formel 1. Sebastian Vettel var som sædvanlig den mest åbenmundede: ”Enhver form for diskriminering er forkert – lige meget hvad det handler om. Jeg forstår ikke UEFA´s beslutning.” Både Vettels og teamkammerat Lance Strolls Aston Martin-biler har i de seneste løb været udsmykket med regnbuer på bilen

ALONSO – OCON: 4-0

Alpine-kørerne Fernando Alonso og Esteban Ocon slappede af med Steiermarks og Østrigs Grand Prixer ved blandt andet at spille FIFA på Playstation. Landskampen Spanien – Frankrig sluttede med en 4-0 sejr til Alonsos trupper. Spanieren er kendt som stor fodboldfan, og er æresmedlem af Real Madrid.

ADVARSEL TIL VERSTAPPEN

Max Verstappen fejrede sin sejr i Steiermarks Grand Prix ved at køre meget langsomt forbi sine Red Bull-mekanikere, da han krydsede målstregen – for derefter at lave hjulspin. Manøvren indbragte ham en advarsel fra FIA, der ikke mente den var sikkerhedsmæssigt forsvarlig. ”Næste gang laver jeg donuts,” truede Max Attck med et smil.

ENDELIG: RED BULL BULLETIN TILBAGE

For cirka 10 år siden udkom den legendariske paddock-avis Red Bulletin for sidste gang. Avisen udkom dengang fire gange hver weekend, og indeholdt et fantastisk mix af nyheder, sladder, sjov og konkurrencer (blandt andet en quiz, hvor førstepræmien var en jordomrejse for hele familien – gæt hvem der vandt). I denne weekend gjorde Red Bulletin et kortvarigt comeback med masser af sjov læsning. Det eneste jeg savnede, var en lille rask konkurrence…

NU GÅR ALONSO TRACK-WALK

Hver torsdag går mange kørere banen rundt med deres ingeniører for at diskutere linjer, hvordan man angriber curberne og så videre. Enkelte kørere synes disse ’track-walks’ er spild af tid - Kevin Magnussen (billedet) gjorde det for eksempel sjældent. Fernando Alonso har indtil for nylig også undladt track-walks. ”Men jeg gjorde det i Portimao, fordi jeg aldrig havde været på banen. Da jeg scorede point i løbet, har jeg gentaget det et par gange – og hver gang scorede jeg point. Nu gør jeg det hver gang – ikke fordi det er særligt nyttigt, men fordi jeg er blevet overtroisk omkring det,” siger den erfarne spanier.

ZANARDI: LANG VEJ TILBAGE

Det er nu et år siden den tidligere Formel 1-kører og Para-OL guldvinder Alessandro Zanardi blev alvorligt kvæstet, da hans i sin racer-rullestol kolliderede med en lastbil. Nu fortæller hans hustru Daniela om hans tilstand: ”Han er stabil og i gang med genoptræningen. Det gælder både hjernen og kroppen og efter så lang tid i koma, skal han også genoptræne stemmebåndet – i øjeblikket kan han endnu ikke tale. Han har en lang rejse foran sig.”