Her er Formel 1’s fremtid

Her er Formel 1's fremtid

Af F1-journalist Peter Nygaard

Nyt reglement skal give flere nærkampe

Efter den mest spændende sæson i mands minde bliver Formel 1…
endnu bedre.

I 2022 indføres et helt nyt reglement for bilernes udformning. De nye
regler skal skabe flere af de nervepirrende nærkampe, der gør Formel
1 til verdens mest spektakulære sport.

Den generation af Formel 1-biler, der uddøde efter sidste sæson,
havde et afgørende problem: De havde med utallige vinger, flaps og
deflektorer en uhyre avanceret aerodynamik. Fint hvis du var foran
– så skabte aerodynamikken masser af downforce. Men skidt hvis
du lå bag en anden bil – så var turbulenserne fra den forankørende
så voldsomme, at din egen bil mistede downforce i de ’forurenede’
luftstrømme.

Med mindre downforce end konkurrenten er det svært at overhale,
og derfor foreskriver det nye 2022-reglement en mere simpel
aerodynamik. Ændrede vinger og færre deflektorer betyder, at de
bagvedkørende ikke får ødelagt de luftstrømme, der skal sørge for den
downforce, der er nødvendig for at angribe.

Mindre downforce betyder som udgangspunkt højere omgangstider, men
sådan bliver det ikke nødvendigvis i 2022. I stedet for downforce fra vinger
etc vil man skabe mere downforce ved hjælp af bilens bund. Her betyder
det nye reglement, at bilerne får en større ’suge-effekt’, der vil kompensere
for de mindre, effektive vinger. Omgangstiderne ventes derfor at
holde sig på omtrent samme niveau som i 2021.

Computer-simulationer viser, at de nye regler virker efter hensigten. En
2021-bil, der lå cirka 10 meter bagved en anden bil, mistede på grund af
de ’forurenede’ luftstrømme omkring 47 procent af sin downforce. For en
2022-bil er det tilsvarende tal blot 18 procent – i år vil det altså blive langt
lettere at køre tæt og overhale.

Nye dæk skal også øge nærkampene. De ’ballon-dæk’ Formel 1-bilerne
har kørt på, frem til og med 2021, overophedede hurtigt ved selv små
udskridninger – som for eksempel når man mistede downforce ved at
ligge tæt på en forankørende bil. Fra i år køres der på 18-tommer fælge
med lavprofildæk, der ud over at give Formel 1-bilerne et mere moderne
look, også gør dækkene mere varme-bestandige.

Mens bilerne ændres markant, fortsætter Formel 1 med de samme
motorer. Et nyt motor-reglement ventes først indført om tre-fire år, og
indtil da fortsætter man med de 1,6-liters turbo/hybrid-motorer, der blev
indført i 2014. Brændstoffet ændres dog: Formel 1 vil i løbet af få år skifte
til udelukkende at køre på bio-brændsel, og allerede i denne sæson vil
man køre på ’E10’ – benzin, der er iblandet 10 procent ethanol.

Red Bull Racer