Max kurs mod VM

Max kurs mod VM

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Formel 1 i Le Castellet

Med sejren i Frankrig er Max Verstappen godt på vej mod sin anden VM-titel i træk.

Det er der flere grunde til. Han er vanvittig hurtig, den unge hollænder. Hans Red Bull er bundsolid – og den Honda-byggede motor er måske den stærkeste i 2022-feltet.

Men der er også faktorer udenfor Red Bull-teamet, der spiller VM-titlen i hænderne på Verstappen. For eksempel Charles Leclercs fejlkote: Ferrari-køreren laver simpelt han for mange fejl til at blive en seriøs titel-udfordrer for Verstappen.

At Ferrari samtidig har en upålidelig bil/motor og ikke just brillerer med deres strategi-beslutninger, gør det kun endnu nemmere for Verstappen og Red Bull.

Lige nu er jeg ikke i tvivl om at Verstappen bliver 2022-verdensmester. Men samtidig glæder jeg mig over, at de enkelte løb er vanvittig spændende: Når han ikke laver fejl og Ferrari-motoren ikke bryder sammen kan Leclerc stadig udfordre Verstappen.

Og samtidig rykker Mercedes weekend for weekend tættere på de to topteams. I Frankrig blev det med en andenplads til Lewis Hamilton og en tredjeplads til George Russell til Mercedes´ hidtil bedste 2022-resultat, og det stopper ikke her: Jeg tror Mercedes kan vinde et løb eller to i denne sæson. Flot klaret af et team, der startede sæsonen i bunden af feltet.

For Kevin Magnussen og Haas F1 Team blev den glohede weekend på Paul Ricard-banen en skuffelse. Et motorskift sendte ham tilbage til en startplacering i sidste række, men under kvalifikationen understregede han endnu en gang, at Haas VF21-modellen er hurtig nok til at blande sig i top-10. Han startede løbet stærkt, men det sluttede brat efter et sammenstød med Nicolas Latifi.

I Ungarn i næste weekend er det planen, at Haas endelig kommer med en update, der forventes at gøre bilen 2-3 tiendele sekund hurtigere pr omgang. I det tætte midterfelt kan det sende Magnussen op i nærheden af Mercedes, McLaren og Alpine, og får danske Formel 1-fans for alvor noget at glæde sig over.

Og snakke om til Race Night i Budapest!

DE ALTERNATIVE NYHEDER FRA LE CASTELLET

Formel 1-journalist Peter Nygaard med de alternative nyheder, du kun ser hos Grand Prix Tours.

VETTEL - EN HISTORISK KØRER

Er Sebastian Vettel ved at varme op til en karriere i historiske racerbiler? I Silverstone kørte han en række demonstrations-omgange i Nigel Mansells VM-vinder fra 1992 (som Vettel selv ejer), og i Paul Ricard gik han endnu længere tilbage i tideN: Den firdobbelte verdensmester kørte en serie omgange i en Aston Martin TT for at markere, at det i år er 100 år siden det engelske mærke debuterede i grandprix-racing (i Frankrigs Grand Prix 1922).

HVAD SKER DER MED GROSJEANS´ MERCEDES-TEST?

Det var i weekenden præcis et år siden Romain Grosjean skulle have testet en af Mercedes´ Formel 1-biler. Franskmandens Formel 1-karriere sluttede som bekendt med en spektakulær crash i Bahrains Grand Prix 2020, men Mercedes-chef Toto Wolff mente, han fortjente endnu en serie Formel 1-omgange. Han lovede Grosjean en test, der skulle finde sted i sammenhæng med Frankrigs Grand Prix 2021. Det kunne ikke lade sig gøre på grund af Grosjeans IndyCar-program, men ideen er ikke opgivet: ”Vi arbejder stadig på at finde det rigtige tidspunkt,” siger Grosjean.

DANSK HJELM I FORMEL 1

I år skal alle kørere afgive en FP1-session til en ung kører, og i Frankrig kørte Formel E-mester Nyck de Vries den Mercedes, der normalt har Lewis Hamilton bag rettet. Der var en dansk vinkel på hollænderens Mercedes-indsats (altså udover at vi gerne have set Frederik Vesti i bilen!): De Vries´ hjelm er designet af danske Nicolaj Jacobsen fra NJ Design i Aarhus.

KUN TRE SPRINTS I 2023

Selvom 2023-kalenderen endnu ikke er klar, ser det ud til at der ligesom i år vil blive afvikles tre sprint-løb. Det er endnu ikke fastlagt, hvor de tre lørdags-løb skal køres. I år havde grandprix´erne i Emilia-Romagna, Østrig og Brasilien sprint-løb.

DE SLEMME DRENGE I KLASSEN

Halvvejs gennem 2022-sæsonen er det verdensmester Max Verstappen, der er en af de ’slemme drenge’ i klassen. Han står sammen med Lance Stroll og Pierre Gasly noteret for i alt syv straf-point i FIA´s regnskab. Det er bemærkelsesværdigt, at Verstappens VM-rivaler Charles Leclerc og Carlos Sainz Jr sammen med Lewis Hamilton og Mick Schumacher er de eneste uden straf-point. Kevin Magnussen har to point for kollisionen med Lance Stroll i Miami. Hvis man får 12 point indenfor en 12-måners periode, udløser det et løbs karantæne.

PRIS TIL SCHUMACHER

I ugen op til Frankrigs Grand Prix blev Michael Schumacher tildelt den højeste æresbevisning i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen; den såkaldte ’Staatspreis’. Schumachers hustru Corinna modtog prisen på den syvdobbelte verdensmesters vegne. Parrets datter Gina Maria og den tidligere Ferrari-chef og FIA-præsident Jean Todt var også til stede ved prisoverrækkelsen. Mick Schumacher var sløj, og kunne ikke deltage.

FITTIPALDI - EN FYRIG FAMILIE

Den brasilianske Fittipaldi-familie har udviklet sig til et sandt racer-dynasti. Det blev grundlagt af Emerson (verdensmester 1972 og 74) og Wilson, der kørte Formel1 i 1970´erne. I begyndelsen af 1990´erne kørte Wilson´s søn Christian Formel 1, og i dag er Emersons børnebørn Pietro og Enzo (billedet) henholdsvis reservekører for Haas F1 team og Formel 2-kører. Emersons yngste søn Emmo Jr kørte sidste år Formel 4 i Danmark, og deltager nu i det tyske mesterskab. I den store familie kan 26-årige Pietro kalde 15-årige Emmo Jr for onkel!

SINGEPORE KLAR MED KONCERT-LINEUP

Arrangørerne i Singapore har nu annonceret det komplette koncertprogram til grandprix-weekenden i begyndelsen af oktober. Marshmello, Green Day og Westlife har allerede længe været på plakaten, og de får nu selskab af Suede, Black Eyed Peas, TLC og den australske rapper The Kid Laroi.

RACE NIGHT I AIX EN PROVENCE

Grand Prix Tours´ Race Night blev afholdt på hotel Best Western La Galice i hyggelige Aix en Provence. Kold hvidvin, et gør-det-selv fadølsanlæg, franske pindemadder og masser af Grand Prix Tours-gæster sørgede for en hyggelig aften.