Max kurs mod VM

Max kurs mod VM

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Formel 1 på Francorchamps

Belgiens Grand Prix blev en magtdemonstration fra Max Vestappen, der understregede at Red Bull-køreren er på vej mod sin anden VM-titel i streg.

På grund af et motorskift startede han i den bagerste halvdel af feltet, men det tog ham ikke mange omgange at kæmpe sig op i top-tre, og allerede inden halvdistance havde han overtaget førstepladsen. I mål var han 17 sekunder foran teamkammerat Sergio Perez på andenpladsen og der var næsten et halvt minut ned til Carlos Sainz Jr (Ferrari) på tredjepladsen.

Efter løbet fortalte Verstappen, at han aldrig tidligere havde følt sig så overlegen i en Formel 1-weekend, men han tilføjede, at det i høj grad handlede om at Spa-Francorchamps banen passede perfekt til Red Bull-Honda.

Måske var det et forsøg på at fralægge sig favoritværdigheden til næste weekends hjemmebane-grandprix. Men selvom han kun skulle være halvt så overlegen i Zandvoort, vil han alligevel vinde komfortabelt: Vejen til VM 2022 ligger lige nu pivåben for Verstappen!

Og den bliver gjort nemmere af at Ferrari bliver ved med at lave fejl…

Fejl skete der også hos Haas, hvor Kevin Magnussen med en sjusket kvalifikation og et frustrerende løb havde en weekend til glemmebogen. Hvis Red Bull-raceren passede perfekt til Spa-Francorchamps, var Haas´en med den seneste update så decideret på udebane. Magnussen og Steiner forventer en helt anden weekend i Zandvoort i den kommende weekend, så der bliver masser at snakke om til Race Night i Haag.

Ses!

DE ALTERNATIVE NYHEDER FRA FRANCORCHAMPS

Formel 1-journalist Peter Nygaard med de alternative nyheder, du kun ser hos Grand Prix Tours.

FUSSBALL MED SEB-VET OG SCHUMI

Sebastian Vettel og Mick Schumacher varmede op til Belgiens Grand Prix med en velgørenheds-fodboldkamp. 15.000 tilskuere overværede kampen i Frankfurt, der blev afviklet tl fordel for Michael Schumachers Keep Fighting-fond. En lang række andre sportsstjerner deltog også, og Vettel og Schumacher brillerede med henholdsvis to og tre mål.

JUBILÆUM HOS MERCEDES

Tuningsfirmaet AMG, der nu er en af del af Mercedes-koncernen, fejrede 55 års jubilæum i Spa-Francorchamps. AMG blev grundlagt af to Mercedes-ingeniører, der var trætte af at moderselskabet ikke ville involvere sig i motorsport. I dag lægger AMG navn til Mercedes´ sportsaktiviteter inklusive Formel 1-programmet. Jubilæet blev markeret med en speciel bemaling af Lewis Hamiltons og George Russels biler og en flot udsmykning af teamets motorhome.

KØB EN DIGITAL HJELM AF MANSELL

1993-verdensmesteren Nigel Mansell vil sammen med det engelske firma Motorsport Multiverse markedsføre det man kalder ’digitale samleobjekter’. Det skal angiveligt handle om for eksempel englænderen styrthjelme - i digital og ikke fysisk forstand. Nej - jeg forstår det heller ikke…

ICKX´ DATTER ER KUNSTMALER

Når vi nu er i kunstens verden: Larissa Ickx, kundstmaler datter af Belgiens bedste Formel 1-kører Jacky, præsenterede i Francorchamps en serie digitale kunstværker af sin fars hjelm. Billederne blev udstillet i paddocken og efterfølgende solgt med en del af indtægterne øremærket velgørende formål.

ANDRETTI MENER DET ALVORLIGT

Audi (overtager Sauber) og Porsche (motorpartner for Red Bull) kommer med i Formel 1 i 2026 men allerede et par år tidligere vil Michael Andretti komme med et nyt team. Amerikaneren, der er søn af 1978-verdensmesteren Mario og som selv kørte for McLaren i 1993, vil drive sit Formel 1-team fra et nyt hovedkvarter i Indiana, USA. Men han mangler stadig en godkendelse fra FIA: Hverken bilsportsforbundet eller de nuværende 10 teams er imponerede over Andrettis planer.

SPA ER MED IGEN I 2023

Formel 1-kalenderen for 2023 lader stadig vente på sig. Belgiens Grand Prix er et af de løb, der har været usikkert, men søndag annoncerede Formel 1-organisationen, at Spa-Francorchamps er med igen i 2023. Forlængelsen, der foreløbig kun gælder for ét år, kommer efter de lokale arrangører op til denne sæsoner har brugt 80 millioner Euro på at modernisere og sikre banen. Der er endnu ikke sat dato på Belgiens Grand Prix 2023, og det er usikkert om løbet får sin traditionelle plads i eftersommeren.

BERNIE I RETTEN

91-årige Bernie Ecclestone, der ellers har nok at se til med en treårig søn, er kommet under anklage for skatteunddragelse. De britiske myndigheder har indledt en retssag om 400 millioner Pund (cirka 3,5 milliard kroner), der angiveligt ikke er betalt skat af. Bernie mødte op til det indledende retsmøde i London i sidste uge, og ventes også at være på plads når sagen for alvor starter midt i september.

VERSTAPPEN SENIOR I RALLY

Jos Verstappen, far til Max og tidligere Formel 1-kører, debuterede i sidste uge i rally-VM. Den 50-årige hollænder stillede i en Citroen C3 op i Ypres Rally i Belgien, hvor en afkørsel på den anden af de tre dage ødelagde chancerne for et godt resultat. ”Max synes jeg er tosset,” indrømmer far Jos.