Kaos i parken

Kaos i parken

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Albert Park

Australiens Grand Prix blev et af de kaosløb, Formel 1 med jævne mellemrum kaster i hovedet på overraskede tilskuere og TV-seere. Under kvalifikationen tog Max Verstappen sin sædvanlige pole position, men Mercedes-kørerne George Russell og Lewis Hamilton overraskede alle – inklusive dem selv og Mercedes über-boss Toto Wolff – ved at snuppe anden og tredje startposition.

Russell tog føringen, men udgik senere med en overtændt Mercedes, og så var der ellers fyret op under festen i Albert Park. Resten af eftermiddagen udviklede sig til en (u)skøn forvirring af afkørsler, røde flag, omstarter og for lige at fuldende kaos: Tilskuere der invaderede banen inden løbet var slut.

Max Verstappens sejr var måske det eneste logiske, der kom ud af løbet. Hollænderen og Red Bull er i særklasse i disse uger, og jeg tror ikke Mercedes kan leve op til den flotte weekend i Australien. Albert Park er på mange måder en meget speciel Formel 1-bane, og Mercedes – der egentlig har opgivet W14-modellen i sin nuværende form – er ikke pludselig blevet konkurrencedygtig. Jo – i Albert Park måske, men ikke generelt.

For Kevin Magnussen blev løbet en skuffelse. Endnu et nederlag til teamkammerat Nico Hülkenberg i den interne Haas-kvalifikationsduel pynter ikke på statistikken, og en tur i barrieren under løbet understregede kun, at Australiens Grand Prix 2023 var et løb til danskerens glemmebog.

Hülkenberg beviste til gengæld, at Haas VF23 er ganske konkurrencedygtig, og havde i den forvirrede afslutning kurs mod podiet. Det blev dog kun til en syvendeplads, men den giver trods alt gode løfter for fremtiden: Når heldet vender og Magnussen får lagt sin australske weekend bag sig, burde der ligge masser af VM-point og vente på ham i de kommende måneder.

DE ALTERNATIVE NYHEDER FRA ALBERT PARK

Formel 1-journalist Peter Nygaard med de alternative nyheder, du kun ser hos Grand Prix Tours.

RICCIARDO PÅ HJEMMEBANE

Daniel Ricciardo har ikke meget at lave i Red Bulls Formel 1-team, men heldigvis kan PR-afdelingen holde ham beskæftiget. Op til Australiens Grand Prix blev han med en af teamets RB7-modeller sendt på en rundrejse i sit hjemland. Dani Ric luftede både Red Bull-raceren i den australske outback og på den berømte Sea Cliff Bridge på Grand Pacific Drive (billedet)

FORMEL 1-UDSTILLING

F1 Exhibition, der har været undervejs i fem år, åbnede i forrige weekend i Madrids Ifrema-messehaller. Her får gæsterne en unikt indblik i Formel 1-verdenen - fra fabrikkerne, om historien og med de mest legendariske kørere. Et af de mest specielle ’værker’ på udstillingen er Romain Grosjeans Haas-vrag fra den spektakulære ulykke i Bahrains Grand Prix 2020. F1 Exhibition skal i de kommende år på verdensturne, og næste stop er sandsynligvis Milano - i så fald et must-see, hvis du skal til Italiens Grand Prix!

MADRID VIL HAVE SPANIENS GRAND PRIX

F1 Exhibition er blot det seneste udtryk for den enorme Formel 1-interesse, der er i Spanien netop nu. Fernando Alonso og Carlos Sainz Jr har igen gjort Formel 1 ultra-hipt, og nu vil Madrid med et gadeløb forsøge at overtage det spanske grandprix fra Circuit de Barcelona-Catalunya, hvor den nuværende kontrakt udløber i 2026.

KÆMPE-BØDE TIL EKS-VERDENSMESTER

Den tredobbelte Formel 1-verdensmester Nelson Piquet er blevet idømt en bøde på 950.000 Dollars. En brasiliansk domstol fandt den nu 70-årige eksverdensmesters udtalelser om Lewis Hamilton for både racistiske og homofobiske. Nelson Piquet er i øvrigt svigerfar til Max Verstappen.

KING OF BLING I PROBLEMER

Vijay Mallya, tidligere multimillionær og ejer af Formel 1-teamet Force India, er stadig efterlyst i sit hjemland Indien. Mallya opholder sig i Storbritannien, der tøver med at udlevere Mallya, der i Formel 1 var kendt som ’King of Bling’ på grund af sine mange smykker. Mallya, hvis forretningsimperium i Indien undersøges for økonomisk kriminalitet, risikerer en langvarig fængselsstraf i sit hjemland. Den potentielle straf er angivelig så hård, at Mallya overvejer at søge politisk asyl i Storbritannien.

STEFAN MED GAMMEL FLAMME

Stefan Johansson, der i 1980´erne kørte Formel 1 for både Ferrari og McLaren, blev i forrige weekend forenet med en ’gammel flamme’: Ved Adelaide Motorsport Festival på den tidligere Formel 1-bane i Victoria Park stillede svenskeren op i en Ferrari 156 fra 1985. Andre Formel 1-navne: David og Sam Brabham, henholdsvis søn og barnebarn af den tredobbelte verdensmester Jack, kørte historiske Brabham-racere og Valtteri Bottas dukkede op i en Alfa Romeo standardvogn.

VERDENSMESTRE I NASCAR-CLINCH

Formel 1-verdensmestrene Jenson Button (Ford) og Kimi Raikkonen (Chevrolet) stillede begge op i forrige weekends NASCAR-race på Circuit of the Americas udenfor Austin. Løbet, et af kun fire afdelinger i det oval-baserede mesterskab på ’rigtige’ racerbaner, blev en hidsig affære: ”Jeg fik et kæmpe bump af Kimi,” sagde Button efter at være kommet i mål som nummer 18. Raikkonen blev på grund af en straf klassificeret som nummer 29.

TIDLIGERE FRU BUTTON I FÆNGSEL

Mens hendes eksmand Jenson kørte NASCAR i USA, blev Jessica Michibata anholdt på et hotel i Tokyo. Den 38-årige fotomodel, der var gift med Button i 2014 og 15, er mistænkt for at have været i besiddelse af det ulovlige stof MDMA. Michibata afviser alle anklager.

MELBOURNE WALK EN KÆMPE SUCCES

Arrangørerne i Albert Park har i mange år haft en god ide: De har anlagt en gade - ’Melbourbe Walk’ - på vejen fra kørernes parkeringspladser til paddocken. Her kan tilskuerne komme tæt på kørerne og få autografer og selfies. I år var ’walk´en’ mere populær end nogensinde!