Max’ Miami masterclass

Max' Miami masterclass

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Miami

Med sidste weekends sejre i Baku (sprint + grandprix) satte Sergio Perez sin Red Bull-makker Max Verstappen under pres. Mexicaneren rykkede tæt på hollænderen i VM, og Perez kom til Miami Grand Prix med åbenmundede ambitioner om at vinde VM.

Det så godt ud efter kvalifikationen. Verstappen lavede en fejl og sikrede sig blot niende startposition, mens Perez tog pole position.

Men i løbet understregede Verstappen med en masterclass opvisning hvem der er første-tyr hos Red Bull: Han kørte sig effektivt op gennem feltet, og overhalede til sidst den førende Perez. Med sejren i Miami udbyggede Verstappen sin VM-føring, og med Red Bulls suveræne 2023-model er det svært at se andre end hollænderen som verdensmester.

Charles Leclerc gjorde det med endnu en afkørsel under kvalifikationen igen svært for sig selv, og Carlos Sainz Jr fuldendte en dårlig eftermiddag for Ferrari med en femteplads efter en tidstraf for at køre for hurtigt i pitten.

Det var igen Fernando Alonso og Aston Martin, der snuppede tredjepladsen på podiet, og den aldrende spanier har nu scoret fire tredjepladser og en fjerdeplads i sæsonens fem grandprixer. Imponerende!

Hos Mercedes var George Russell (nummer fire) endnu en gang hurtigere end Lewis Hamilton (nummer seks).

Kevin Magnussen havde sæsonens hidtil bedste weekend. I kvalifikationen, der blev stoppet før tid efter Leclercs afkørsel, besatte han en sensationel fjerdeplads. Dér hørte Haas-raceren trods alt ikke hjemme, men med solid kørsel i løbet – og en underholdende infight med Leclerc – reddede han sig i mål til et enkelt point for 10.-pladsen.

Jeg tror på Miami-weekenden kick-startede K-Mag´s 2023-sæson. Og jeg glæder mig til at se ham score flere VM-point i Imola om 14 dage.

Men det kan vi jo alt sammen snakke om til Race Night i Milano Marritima?

DE ALTERNATIVE NYHEDER FRA MIAMI

Formel 1-journalist Peter Nygaard med de alternative nyheder, du kun ser hos Grand Prix Tours.

NYT PADDOCK

Det første grandprix i Miami i 2022 var på mange måder en stor succes, men paddocken var under al kritik: Området var alt for lille til de mange amerikanske VIP-gæster (der uden at fat-shame ofte er det, vi ude på landet kalder ’i god foderstand’). I år var man konsekvensen, og flyttede paddocken ind i Miami Dolphins stadion.

NYT PADDOCK

Miami Dolphins hjemmebane bruges i øvrigt ikke kun til (amerikansk) fodbold. Efter afslutningen på NFL-sæsonen blev stadion ombygget til tennis-arena, hvor Miami Open blev afholdt for en måned siden (Holger Rune blev slået ud i ottendedels-finalen). Herefter tog det 12 dage at omdanne tennis-arenaen til Formel 1-paddock. Nu skal det hele bygges om endnu en gang inden den nye NFL-sæson starter i september.

HARD ROCK BEACH CLUB

Det er restaurantkæden Hard Rock Cafe, der lægger navn til det store stadion. De have i år også skabt en Hard Rock Beach Club ved banen, der trods en afstand til Atlanterhavet på cirka 15 kilometer blev en succes.

TAG DEN, FRANK JENSEN!

For omkring otte år siden havde Formel 1-organisationen to drømme-destinationer til nye Formel 1-løb: Miami og København. København blev som bekendt ikke til noget på grund af visionsløse politikere på Rådhuset, og det kan vi som Formel 1-fans stadig været skuffede over. Måske også som skatteydere: Miamis første grandprix i 2022 skabte ifølge arrangørerne indtægter på 350 millioner US Dollars i det sydlige Florida.

HILL: ”MAX ER EN DÅRLIG TABER”

I Baku i sidste weekend blev Kevin Magnussens kække ”suck my balls”-kommentar fra 2017 sat i perspektiv af Max Verstappen, der efter sprint-løbet kaldte George Russel for både et ’p..hoved’ og ’Prinsesse George’. En af sportens største gentlemen, 1996-verdensmesteren Damon Hill, kommenterede stilfærdigt Verstappens sprogbrug: ”Han er en dårlig taber. Vil han bare have VM-trofæet uden kamp?”

PRIS TIL ROSBERG

2016-verdensmesteren Nico Rosberg er årets modtager af den prestigefyldte ’Werte-Preis für Innovation’. Prisen gives til en sportsperson, der har ydet noget ekstraordinært. Rosberg, der har et team i Extreme E-serien for el-biler, fremhæves for sit store arbejde for at beskytte klimaet.

IS-TID HOS HAAS

Kevin Magnussen og Nico Hülkenberg havde et par travle dage med PR-aktiviteter op til Miami Grand Prix´et. En af opgaverne var en foto-sesssion for team-sponsor Oakbery, der producerer is baseret på den brasilianske acai-frugt (Yummi!).

MAX MØDER TAGOVAILOA

Red Bull arrangerede et møde mellem Max Verstappen og Miami Dolphons quaterback Tua Tagovailoa. Red Bull, der stillede op med bilerne malet i et specielt Miami-design, lod også NFL-stjernen deltage i et trænings-pitstop. Mad Max og Tagovailoa, der begge stiller op med nummer 1, benyttede også lejligheden til at bytte trøjer.

NFL-TRÆNING FOR F1-STJERNERNE

Med paddocken placeret midt i deres stadion, var det kun naturligt at Miami Dolphins afviklede en trænings-session, hvor F1-kørerne kunne deltage. Specielt Ferrari-køreren Charles Leclerc og Carlos Sainz Jr gav den gas i selskab med NFL-stjerner som Jevon Holland, Jaelan Phillips og Emmanuel Ogbah.

HER STARTEDE LOGAN´S KARRIERE

Miami´s Grand Prix var det første hjemmebane Formel 1-løb for Logan Sargeant. Men Williams-køreren, der samme med teamkammerat Alex Albon også deltog i NFL-træningen, kender området omkring Hard Rock Stadium udmærket: Han er født i Fort Lauderdale, og kørte sine allerførste gokart-meter på en bane tæt på Miami International Autodrome.