Ingen kan stoppe Max

Ingen kan stoppe Max

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Formel 1 i Canada

Intet kan stoppe Max Verstappen og Red Bull i disse uger. Canadas Grand Prix blev en ny magtdemonstration fra hollænderen, der fra pole position førte samtlige omgange på Circuit Gilles Villeneuve i Montreal.

Han har sikker kurs mod endnu en VM-titel, for Red Bull-raceren er så overlegen, at hans eneste reelle trussel er teamkammerat Sergio Perez. Mexicaneren troede efter en heldig sæsonstart, at han kunne udfordre Verstappen, men de seneste uger har sat Perez i perspektiv: Han er ikke i klasse med sin teamkammerat, og skal i stedet for at kikke mod Verstappen fokusere på at se sig bagud.

Her er Fernando Alonso stadig den største trussel, og med en flot andenplads i Montreal er han nu blot ni point efter Perez i VM. Hos Aston Martin er der også klasseforskel på kørerne, for mens Alonso har samlet 117 point, har Lance Stroll bare 37 point. Det er tydeligt at Stroll – søn af teamejer Lawrence – er det svage led i Aston Martin-kæden. Men man fyrer vel ikke sin søn?

Mercedes er med de seneste updates i fremgang, og Hamilton tog en flot tredjeplads efter at have fightet tæt med Alonso.

For Kevin Magnussen og Haas F1 Team blev Canadas Grand Prix en ny skuffelse. VF23-modellen er hurtig over en enkelt omgang – det beviste Kevin med en fjerdeplads i FP3-træningen og Nico Hülkenberg med næstbedste tid efter Verstappen i den kaotiske, regnvåde kvalifikation.

Men over distancen æder den dækkene med foruroligende appetit, og Haas-ingeniørerne har nu en uge til at dæmpe VF23´erens gummi-forbrug.

Det er noget af det vi snakker om ved RaceNight på Red Bull Ring, ik?

Formel 1 i Canada - Ingen kan stoppe Max

DE ALTERNATIVE NYHEDER FRA MONTREAL

Formel 1-journalist Peter Nygaard med de alternative nyheder, du kun ser hos Grand Prix Tours.

KIMI: NU MED TRE BØRN

Kimi Raikkonen keder sig ikke som Formel 1-pensionist: Den finske eksverdensmester er netop blevet far for tredje gang - Robin (otte år) og Rihanna (seks) har fået en lillesøster, der skal hedde Grace. Robin og Rihanna er naturligvis allerede i gang med at køre gokart.

FORMEL 1 TILBAGE PÅ NORDSCHLEIFE

Red Bull arrangerer i weekenden mellem grandprixerne i Italien og Singapore (9.-10. september) en spændende seance på Nürburgring. Ved ’Red Bull Formula’ vil både Sebastian Vettel og Daniel Ricciardo (team- og krigskammerater i 2014) køre Formel 1-biler på den historiske Nordschleife. Og når Vettel er involveret, foregår det naturligvis med bio-brændstof i tankene.

SHOWRUN I KØBENHAVN

Red Bull´s event-afdeling er den mest aktive og effektive i Formel 1. Få uger før ’Red Bull Formula’ på Nürburgring afvikler de et ’show- run’ i København, hvor David Coulthard skal køre en af teamets RB7-modeller ned af Øster Allé (ved Parken). Bilen er allerede i København, hvor den i sidste uge blev spottet på Ofelia Plads.

KEVIN - 150. GRANDS PRIX

Kevin Magnussen fejrede en milepæl i Montreal: Det var 150. gang han stillede op i et grandprix. Bare for at sætte tallet i perspektiv: Den dansker, der har kørt næstflest Formel 1-løb, er hans far Jan, der nåede 25 løb mellem 1995 og 98. På tredjepladsen - med fem løb i 2003! - kommer Nicolas Kiesa

JEREMY CLARKSON KOM MED BAJERE

Dem tidligere Top Gear-vært Jeremy Clarksom var lige lovlig kæk under Monacos Grand Prix: Han lovede øl til alle i Alpine-teamet, hvor de fik en bil i top-tre. Esteban Ocon (billedet) kom som bekendt i mål på tredjepladsen, og Clarkson indfriede i sidste uge sit løfte: Fritidslandmanden Clarkson mødte op ved Alpine-hovedkvarteret i Enstone på en traktor fyldt med bajere.

LECLERC: ENDELIG FERRARI-SEJR

Der er nu gået et år siden Ferrari-kører Charles Leclerc vandt sit seneste grandprix. Det må derfor have været en bittersød oplevelse, da han i Le Mans oplevede Ferrari´s hypercar-afdeling vinde 24-timersløbet i første forsøg. ”Jeg kunne godt tænke mig at køre Le Mans en gang i fremtiden,” siger monegaskeren.

SIR LEWIS OG SHAKIRA

Formel 1-kørere og popstjerner er åbenbart et godt match. Tidligere i år blev Fernando Alonso kædet sammen med Taylor Swift, men seneste nyt fra paddocken antyder, at Aston Martin-køreren nu kærester rundt med en spansk TV-reporter. Til gengæld er Lewis Hamilton, der for otte år siden afsluttede et stormfuldt forhold til Pussycar Dolls´ Nicole Scherzinger (billedet), flere gange set sammen med Shakira. Den 46-årige sangerinde og den 38-årige Formel 1-kører mødtes både ved grandprix´erne i Miami og Barcelona.

MAZEPIN KÆMPER VIDERE (KAPITEL 117)

Nikita Mazepin tror åbenbart stadig på en fremtid i Formel 1. På grund af hans og familiens tætte forbindelser med den russiske præsident Putin er Mazepin nægtet indrejse i Storbritanien. For nylig forsøgte han ved den engelske højesteret at få omstøbt forbuddet - med henvisning til, at han skulle forhandle kontrakt med Formel 1-teams. Højesteretsdommeren lod sig dog ikke rokke, og vedkommende havde åbenbart forstand på Formel 1: Indrejseforbuddet blev opretholdt - endda med en bemærkning om at der næppe var teams, der var interesseret i at hyre russeren.

MISFORSTÅELSER MED VILLENEUVE-HJELM

Banen i Montreal er opkaldt efter den legendariske Ferrari-kører Gilles Villeneuve, der blev dræbt under træningen til Belgiens Grand Prix 1982. Charles Leclerc ville hædre Villeneuve ved at køre med en hjelm malet i canadierens farver, men han havde glemt at spørge familien om lov. Gilles Villeneuves søn, 1997-verdensmesteren Jacques (billedet), var først overrasket og småfornærmet, men gav sammen med sin søster Melanie og mor Joann tilladelse til at Leclerc brugte Villeneuve-farverne.