OSCAR TRÅDTE IND I DE VOKSNES RÆKKER

OSCAR TRÅDTE IND I DE VOKSNES RÆKKER

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Formel 1 i Baku

Formel 1 i Baku blev et af de løb, vi vil snakke om i mange år – en neo-klassiker med verdens bedste racerkørere i tæt kamp på en af de mest spektakulære baner i VM-serien.

Charles Leclerc (Ferrari) tog føringen fra start, men blev jagtet af unge Oscar Piastri (McLaren-Mercedes), der kom forbi i forbindelse med pitstop-runden. Resten af eftermiddagen var det Piastri der var under massivt pres bagfra, men Leclerc kom aldrig tilbage i front.

2024 er kun Piastris andet år i Formel 1, og den 23-årige australier ligner stadig en konfirmand. Men den her eftermiddag i Baku trådte han ind i de voksnes rækker – den måde han kontrollerede løbet på understreger en fantastisk modenhed, og det vilde er, at han bliver ved med at forbedre sig. Jeg synes, at han allerede nu er bedre en McLaren-makker Lando Norris, og i VM er han nu kun 32 point efter englænderen.

De VM-titler, der for få uger siden så ud til at være reserveret til Max Verstappen og Red Bull-Honda, er nu i allerhøjeste grad ’tilbage på markedet’. Hollænderen blev trods en markant upgrade af Red Bull-raceren kun nummer fem i Baku, og har nu 313 point. Med det nuværende styrkeforhold og syv løb tilbage har både Norris (254 point), Charles Leclerc (235) og Oscar Piastri (222) chance for at blive verdensmester 2024.

I konstruktør-VM mistede Red Bull føringen til McLaren. Det skyldtes både Verstappens skuffende weekend og Sergio Perez´ crash med Carlos Sainz Jr (Ferrari) på sidste omgang. Den betød, at Red Bull kom fra Azerbaijan med sølle 10 point for Verstappens femteplads mens McLaren havde 38 point med hjem fra Piastris sejr og Norris´ fjedeplads og hurtigste omgang.

Kevin Magnussen havde som bekendt karantæne, og kunne fra Roskilde se hans stand-in, unge Oliver Bearman, kvalificere sig på 11.-pladsen (foran teamkammerat Nico Hülkenberg) og komme i mål til et enkelt VM-point for 10.-pladsen. Det ene point var lige præcis nok til at sende ham forbi Magnussen i den samlede stilling, og Haas-chef Ayao Komatsu har meget at tænke på inden han allerede på fredag sender teamets biler ud til den første træning op til Singapores Grand Prix.

Formel 1 i Baku podium 2024

DE ALTERNATIVE NYHEDER FRA BAKU

Formel 1-journalist Peter Nygaard med de alternative nyheder, du kun ser hos Grand Prix Tours.

HULKEN: “KEVIN STRAF URIMELIG”

Nico Hülkenberg var en af flere kørere, der mente det var urimeligt, at Kevin Magnussen lille sammenstød med Pierre Gasly i Monza udløste en karantæne til danskeren. “Det er som om dommerne mener, de skal skride ind ved selv den mindste berøring mellem to biler. Men den slags ske, når man kæmper hjul mod hjul,” sage Hulken om sin teamkammerat.

BELGIENS GRAND PRIX MISTER OFFENTLIG STØTTE

Spa-Francorchamps kontrakt med Formel 1-organisationen udløber efter Belgiens Grand Prix næste år. Herefter er fremtiden for et af VM-kalenderens mest populære løb uvis, og samtidig vil de lokale myndigheder ikke længere støtte løbet. ”Senest fra 2029 vil vi skære ned i den offentlige støtte,” siger økonomiministeren i delstaten Walonien Pierre-Yves Jeholet. Rygter antyder, at Belgien og Holland i fremtiden skal deles om et grandprix med løb i Spa-Francorchamps og Zandvoort hvert andet år.

BORTOLETO I FØRSTE F1-TEST

Den brasilianske teeneger XXXX Bortoleto er i gang med en imponerende debutsæson i Formel 2. Han er samtidig med i McLarens juniorprogram, og her fik han for nylig sin første F1-test i en to år gammel model på Red Bull Ring. Nu forhandler Sauber/Audi med McLaren om at købe Bortoleto fri, så han kan blive Nico Hülkenbergs teamkammerat i 2025.

IS-STADION I LAS VEGAS

De er lidt skøre i Las Vegas. Ved sidste års grandprix havde de et bryllups-kapel i paddocken og i år bygger de et…skøjteløber-stadion. Det skal placeres på toppen af pitbygningen. Hvorfor? Vel allermest fordi de kan.

VASSEUR: ”DERFOR KOM NEWEY IKKE TIL FERRARI!”

Design-guru Adrian Newey skal som bekendt arbejde for Aston Martin fra næste sæson. Men inden den nuværende Red Bull-designer skrev kontrakt med Aston Martin, var Ferrari også interesseret i at hyre ham. Nu afslører Ferrari-boss Frederic Vasseur hvorfor, Newey foretrak Aston Martin: ”Vi havde ikke samme…forventningertil et samarbejde.” En hentydning til den løn på angiveligt en kvart millioner kroner Newey får hos Aston Martin?

VETTEL HAR RINGET TIL NEWEY

Apropos Adrian Newey: Sebastian Vettel vandt fra 2010-13 fire VM-titler i træk i Newey-designede Red Bull-racere. Vettel og Newey er stadig i kontakt, og det har medført rygter om at tyskeren overvejer et comeback. ”Det er rigtigt, at Seb for nylig ringede til mig,” bekræfter Newey. ”Men et comeback kommer vist ikke på tale: Han kører rundt i Norge i et motorhome og nyder livet.”

VESTI SUPER-SUB

Med IndyCar I Nashville og WEC i Fuji var mange faste F1-reserve optaget i weekenden. Frederik Vesti var derfor stand-by i Baku-paddocken for hele fire teams – Mercedes, McLaren, Williams og Haas. Hos Haas fik Vesti en snak med sin F2-teamkammeret Oliver Bearman, der leverede en flot debut for teamet som stand-in for karantæne-ramte Kevin Magnussen.