En fantastisk F1-Sæson

EN FANTASTISK F1-SÆSON

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Formel 1 i Austin

Jeg har sagt det før og jeg gentager det gerne: 2024 er en fantastisk F1-sæson!

I kvalifikationen til USA´s Grand Prix, på Circuit of the Americas udenfor Austin, tog Lando Norris (McLaren-Mercedes) poleposition foran Max Verstappen (Red Bull). Hollænderen understregede med sin sejr i lørdagens sprint-løb at Red Bull, efter en længere svaghedsperiode, er tilbage i topkampen. Det mest fantastiske var, at der var syv forskellige teams med i top-10!

Det er ’dagsformen’ – hvordan de enkelte biler passer til bane, dæk og klima – der afgør denne afvekslende sæson. Efter et par løb med McLaren i front var det Ferrari, der scorede en flot 1-2 sejr i Austin. Norris og Verstappen havde så travlt med at genere hinanden i første sving, at Charles Leclerc kunne tage føringen. Herefter så resten af feltet ham ikke før ved sejrsceremonien. Monegaskeren leverede et fejlfrit løb, og med teamkammerat Carlos Sainz Jr på andenpladsen, er de begyndt at drømme om konstruktør-VM i Maranello.

Her fører McLaren med 544 point, mens Red Bull og Ferrari på anden- og tredjepladsen har henholdsvis 504 og 496 point.

I kampen om den individuelle titel fik Verstappen med tredjepladsen i Austin en smule luft. I mange uger har han måtte finde sig i, at Norris langsomt men sikkert åd sig ind på hans forspring. Det så også ud til at skulle være tilfældet i denne weekend. Englænderen snuppede med en frisk overhaling tredjepladsen få omgange før mål. Men manøvre var efter dommerne lige frisk nok, og Norris blev idømt en tidsstraf, der sendte ham ned på fjerdepladsen i slutstillingen.

Men hvad sker der i Mexico i den kommende weekend? Hvem rammer så dagsformen? Måske Mercedes? De havde en horror-weekend i Austin med afkørsler fra både George Russell (kvalifikationen) og Lewis Hamilton (løbet). 

For Kevin Magnussen blev USA´s Grand Prix en blandet men trods alt positiv oplevelse. Han var hele weekenden på niveau med teamkammerat Nico Hülkenberg, og fik et par point for syvendepladsen (foran Hulken) i sprintet. I løbet lå han til flere point (og igen foran teamkammeraten) da han blev ramt af en uheldig strategi og manglende kommunikation med pitten. Slutresultatet blev en 11.-plads, men hvis han kan holde samme tempo i Mexico, er der lagt op til flere VM-point.

Formel 1 i Austin - Podium 2024

DE ALTERNATIVE NYHEDER FRA AUSTIN

Formel 1-journalist Peter Nygaard med de alternative nyheder, du kun ser hos Grand Prix Tours.

FORMEL 1 I COWBOY-LAND

Red Bull´s PR-afdeling er som bekendt den bedste i Formel 1. De finder næsten altid på sjove, lokale ideer, og i år lavede de et spektakulært photo-shoot med af en deres F1-biler ved en lokal bar. Pickup-trucks, en F1-racer, øl og en lokal cowboy med guitar og Red Bull-jakke – what´s not to like?

RED BULL – NU MED MODETØJ

Red Bull havde også nyt kluns med til Austin: Teamet er gået i samarbejde med det amerikanske tøjmærke Cherry, der havde fremstillet en speciel kollektion til USA´s Grand Prix. ”En fantastisk kollektion – helt anderledes end alt andet på markedet,” jublede Red Bull-teamets marketingschef Olly Hughes. Jo – det er en flot skjorte. Men anderledes end andet? Døm selv…

McLAREN MED T-MOBILE

Red Bull´s titelrival McLaren fejrede også et nyt partnerskab i USA: T-Mobile, der driver USA´s største og hurtigste 5G-netværk, er nu McLarens officielle tele-partner i USA.

MAX ELSKER MUGELLO

Max Verstappen afslørede op til løbet i Austin hvilken bane, han savner i Formel 1-kalenderen. Svaret kom prompte: ”Mugello”. Den italienske bane, der ejes af Ferrari, har kun én gang været med i VM – i corona-sæsonen 2020 lagde banen asfalt til Toskana Grand Prix, der blev afviklet stort set uden tilskuere.

SENNA HÆDRES PÅ HJEMMEBANE

Det er i år 30 år siden Ayrton Senna omkom under San Marinos Grand Prix 1994 i Imola. Det tragiske jubilæum er allerede markeret mange steder, og selvfølgelig kommer Senna-legenden også til at spille en markant rolle ved Brasiliens Grand Prix i næste måned. McLaren og teamets daværende motorleverandør Honda er gået sammen om at præsentere Sennas VM-vinder fra 1990-sæsonen, McLaren MP4/5B-modellen.

ALBA KLAR MED BOG

Der er fart på Alba Hurup Larsen: Den 15-årige Roskilde-pige vil være den første danske, kvindelige Formel 1-kører. Eller rettere sagt: Det er første del af en plan, der skal ende med at hun bliver den første kvindelige verdensmester. Hun er godt på vej – med støtte fra både Kevin og Jan Magnussen er Alba allerede i gang med Formel 4, og nu kommer hendes første bog: ’Alba – Verdens Hurtigste Pige’ udkommer 7. november på forlaget Champion Foundation Press.

NOAH KLAR TIL FORMEL 3

Alba er ikke den eneste danske teenager med Formel 1-planer. 17-årige Noah Strømsted har netop skrevet Formel 3-kontrakt med Trident Motorsport. Det italienske team vandt 2024-mesterskabet, og dermed regnes den unge dansker allerede i sin rookie-sæson som outsider til 2025-titlen. Noah Strømnsted, som Grand Prix Tours´ gæster næste år kan opleve i Formel 3-løbene ved 10 Formel 1-grandprixer, ventes snart at blive optaget i en af de etablerede F1-teams´ talent-programmer.

WILLIAMS MED FANS-BAGVINGE

Williams-sponsor Kraken arrangerede op til USA´s Grand Prix en ’Rear Wing Takeover’ konkurrence, hvor fans over hele verden kunne stemme om hvordan bagvingerne skulle se ud i Austin. Mere end 35.000 stemte for et design, der med tegneserielignende figurer fokuserede på forskellige perioder i teamets historie.

ASFALTBAL MED STING OG EMIMEN

Sting og Eminem var henholdsvis fredag og lørdag hovednavnene ved grandprix-koncerterne på Circuit of the Americas. Koncerterne fandt sted på en kæmpe-scene midt på banens langside. Ved de seneste amerikanske grandprixer optrådte navne som Queen + Adam Lambert, The Killers, Ed Sheeran, Billy Joel, Elton John, Britney Spears, Bruno Mars, Stevie Wonder og Taylor Swift.

RACE NIGHT PÅ HAMPTON INN

En af årets sidste Race Nights blev afholdt på vores hotel i Austin, Hampton Inn by Hilton. Som altid en fornøjelig aften med Budweisers og racer-snak. Vi er i øvrigt i gang med at arrangere årets sidste Race Night, der finder sted i Dubai inden Abu Dhabis Grand Prix. Det bliver en fest – Felix Smith er med som gæstestjerne, og vi fejrer både VM-finalen og mit grandprix nummer 700.