McLaren fortsætter deres dominans af Formel 1-VM 2025. Oscar Piastri startede Kinas Grand Prix fra pole position, gik med en flot start omgående i front, og kontrollerede herefter resten af eftermiddagen på Shanghai International Circuit. Hans teamkammerat Lando Norris, der havde en småskuffende weekend, kom aldrig for alvor inden for angrebs-rækkevidde, og i modsætning til sæsonpremieren i Australien, blev der ikke udstedt teamordrer fra McLaren-ledelsen.
Det virker som om Piastri og Norris får ’frit løb’ i de kommende uger, og selvom Norris fører VM, har Piastri reelt været den hurtigste McLaren-kører i årets to første løb. Så længe McLaren er i særklasse – og kørerne ikke ramler sammen – er der ingen grund til teamordrer, men hvis konkurrenterne rykker tættere på, bliver det nødvendigt at beslutte, om der skal satses på Piastri eller Norris.
Med en forhistorie med Senna/Prost og Alonso/Hamilton må McLaren-ledelsen vide, at ideen om ’frit løb’ lynhurtigt kan få negative konsekvenser.
Lewis Hamilton tog sin første sejr for Ferrari i lørdagens sprintløb, men havde et skuffende grandprix. Han ramlede sammen med teamkammerat Charles Leclerc i første sving, og monegaskeren fik beskadiget sin frontvinge. Men på trods af sin kvæstede bil var Leclerc hurtigste Ferrari-kører i Kinas Grand Prix, og han krydsede målstregen på femtepladsen med Hamilton lige bag sig.
Ved den tekniske kontrol efter søndagens løb, viste det sig, at Leclerc’s bil ikke opfyldte kravet om en minimumsvægt på 800 kg og skid-blocken under Hamiltons bil var for tynd. Begge Ferrari´er (og Pierre Gasly’s Alpine, der også var for let) blev herefter diskvalificeret. Det var decideret pinligt for Ferrari, der har ambitioner om at kæmpe med om VM: Fejl på den ene bil kunne måske undskyldes – når det handler om begge biler og to forskellige overskridelser af reglementet, er der tale om sjusk.
Hos Mercedes imponerede George Russell med anden startposition, men han var ikke aggressiv nok i starten, hvor han fik eftermiddagens eneste mulighed for at komme forbi Piastri. Ligesom i Australien havde han herefter et lidt anonymt løb, men en tredjeplads i mål var et godt resultat, der sikrer ham en samlet tredjeplads i VM.
Russels teamkammerat Kimi Antonelli kom fra Kina med en sjetteplads, men var ikke helt så overbevisende som i sæsonpremieren i Australien.
Red Bull var blot fjerdebedste team i Kina, men med Max Verstappen bag rattet var det nok til en fjerdeplads. Liam Lawson, der allerede inden løbet var under pres efter sine fejl i Australien, havde en ny horror-weekend i Kina. Han var langsom under kvalifikationerne, havde et sammenstød med Jack Doohan i første sving i sprintet og tilbragte Kinas Grand Prix bagerst i feltet. Tag ikke fejl: Den unge newzealænders Red Bull-sæde er brandvarmt, og Red Bull-ledelsen overvejer at udskifte ham allerede inden det næste grandprix i Japan om 14 dage.
Jack Doohan skal heller ikke føle sig for sikker på sit Alpine-sæde. Australieren formåede ikke at imponere på Shanghai International Circuit, og reservekører Franco Colapinto står – med massiv opbakning fra hjemlandet Argentina – klar til at tage over.
Haas, der havde en nærmest katastrofal sæsonstart i Melbourne, brød flot tilbage i Shanghai, hvor Esteban Ocon og Oliver Bearman blev henholdsvis nummer fem og nummer otte.