Det har været ventet længe, og nu kom det: Sammenstødet mellem Lewis Hamilton og Max Verstappen.
Formel 1-VM 2021 eksploderede i Silverstone, da Hamilton sendte Verstappen i hegnet med tæt på 250 km/t. Sammenstødet var vel det, der normalt kaldes en ’racing incident’, men Hamilton bar hovedparten af skylden. Det mente dommerne også, og det understreger, at den syvdobbelte verdensmester er kommet under pres.
Hamilton kan godt bruge beskidte tricks – det så vi senest i 2016, da hans daværende Mercedes-makker Nico Rosberg udfordrede ham i VM. De sidste fem år har Hamilton (og Mercedes!) bare været så overlegen, at der ikke var behov for den slags. Det er der nu, og det gør VM 2021 endnu mere spændende: En gammel mester under pres og en ung, sulten bejler til Formel 1-tronen – what´s not to like?
Næste kapitel i den mest spændende VM-duel i mange år skrives allerede om 14 dage på Hungaroring.
På gensyn om 14 dage til Race Night på Hotel Mercure i Budapest!