Istanbul Park er ikke nogen dårlig racerbane. Den blev bygget, da Tyrkiet i starten af 00´erne pludselig fik Formel 1-ambitioner, og den kom ind i VM-kalenderen i 2005.
Den ligger cirka 50 km fra Istanbul centrum og på den modsatte – altså den asiatiske – side af Bosporus-strædet. Kørerne elsker banen, der har masser af hurtige, udfordrende sving (sving 8 er en klassiker!), men Tyrkiets Grand Prix blev aldrig nogen tilskuer-succes, og løbet blev droppet efter 2011. Istanbul Park fik så et overraskende comeback i 2020, da man på grund af corona-pandemien pludselig manglede baner.
Sidste år, da Istanbul Park var nyasfalteret, blev FP3-træningen på våd bane nærmest en farce a la ’Bambi på isen’. I år havde asfalten haft tid til at ’sætte sig’, og det var betydeligt mere grip i den fugtige bane, og det udnyttede Valtteri Bottas til at score en sikker sejr.
Det er dagsformen mellem Red Bull og Mercedes, der afgør VM 2021, og i Tyrkiet havde Mercedes en lille fordel. Lewis Hamilton tog pole position, men Mercedes valgte så at skifte en række komponenter i motoren, der sendte englænderen tilbage i sjette startrække. Dermed arvede Bottas pole position, og på en dag, hvor Max Verstappen indså at han ikke havde nok at skyde med, kunne finnen vinde karrierens sandsynligvis sidste grandprix.
Verstappen fokuserede på store billede, og med andenpladsen gik han i front i VM. Men VM-føringen skifter efter omtrent hvert eneste løb, og jeg vil ikke blive overrasket, hvis Hamilton om 14 dage rejser fra Austin som ny nummer et.
For sådan er Formel 1-VM 2021: Den mest spændende sæson i mange, mange år!