Det kan godt virke forudsigeligt, men der kan blive skrevet Formel 1-historie i 2023: Det kan blive den første sæson, hvor samme team vinder samtlige løb!
Red Bull er i en klasse for sig, og selvom alle topholdene havde store updates med til Barcelona, rykkede det ikke for alvor på styrkeforholdet. Max Verstappen tog endnu en sejr, og har sikker kurs mod endnu en VM-titel. Selvom der i de kommende måneder utvivlsomt vil komme weekender, hvor hollænderen får problemer, vil andenkører (for det er han!) Sergio Perez kunne køre endnu en Red Bull-sejr hjem.
Hundredevis af Grand Prix Tours-gæster oplevede Verstappen-triumfen i Barcelona, og det er noget vi kan fortælle vores børn og børnebørn: Vi var der – da Verstappen var på toppen. Formel 1-historisk vil det for kommende generationer rangere på linje med storhedstiderne for Fangio, Senna, Schumacher og Hamilton.
Og når jeg nu er ved Hamilton: Den 37-årige englænder bliver ved med at imponere, og selv den seneste Mercedes-update ikke har rykket teamet tættere på Red Bull, så virker det som om, de sorte Sølvpile nu er med i toppen af midterfeltet. Hamilton blev nummer to efter Verstappen, men foran sin unge teamkammerat George Russell. Det er flot som Sir Lewis holder den unge generation på afstand, og i den samlede VM-stilling er der nu 22 point mellem Mercedes-kørerne.
Resultatet af Spaniens Grand Prix betød også at Mercedes rykkede forbi Aston Martin i konstruktør-VM og nu indtager andenpladsen efter Red Bull.
Fernando Alonso havde en uheldig weekend på hjemmebanen, og når spanieren ikke er på toppen, har Aston Martin ikke meget at skyde med. Så længe Lance Stroll sidder i den anden Aston Martin er teamet alt for ofte en ’enmandshær’. Stroll er som bekendt søn af teamejer Lawrence, og det redder hans Formel 1-fremtid. Enhver anden kører, der weekend efter weekend er så langt efter sin teamkammerat, vil være under massivt pres, men man fyrer jo ikke sin søn.
Hos Haas var det (igen!) en weekend til glemmebogen. Nico Hülkenberg beviste med sin ottendeplads under kvalifikationen VF23-modellens potentiale over en enkelt omgang, men i løbet belastede bilen dækkene for voldsomt, og tyskeren og Kevin Magnussen kom efter tre stop hver i mål på henholdsvis 15.- og 18.-pladsen. Circuit de Barcelona-Catalunya ER hård ved dækkene (og i endnu højere grad efter ombygningen op til denne sæson) men det gælder for alle 10 teams.
For Kevin Magnussen og Haas F1 Team er konklusionen på Spaniens Grand Prix derfor, at de skal arbejde med bilernes dækforbrug og opførsel i trafik.
Det taler vi om ved den kommende Race Night på Red Bull Ring!