Med en solid sejr i Abu Dhabis Grand Prix 2024 sikrede Lando Norris konstruktør-VM 2024 til McLaren-Mercedes. Det var McLarens første VM-titel i 26 år, og det er imponerende at et ’kunde-team’ i år har sat fabrikshold, som Red Bull-Honda, Ferrari og Mercedes´ eget team, på plads.
Ferrari-kørerne Carlos Sainz Jr og Charles Leclerc gjorde deres bedste for at køre konstruktør-VM hjem til Maranello. Spanieren, der allerede tirsdag tester for sit nye team Williams, leverede med andenpladsen en af sine sædvanlige, solide præstationer. Leclerc, der på grund af motor-skift var sat 10 placeringer tilbage, kørte sig op på en flot tredjeplads. Men det var ikke nok: McLaren-Mercedes slutter konstruktør-VM 2024 med 666 point, 14 mere end Ferrari.
På fjerdepladsen sluttede den kommende Ferrari-kører Lewis Hamilton sin Mercedes-karriere med, at køre et flot løb fra en startplacering bagerst i feltet.
Max Verstappen, der allerede sikrede sig den individuelle VM-titel for 14 dage siden i Las Vegas, blev klassificeret som nummer seks efter en tidsstraf for, at have skubbet Lando Norris af banen i en aggressiv manøvre i første sving.
Kevin Magnussen leverede et flot løb i Yas Marina. På en forvirret første omgang snuppede han syv placeringer, og var helt oppe på syvendepladsen. Senere i løbet blev han påkørt af Valtteri Bottas, men på et sæt friske dæk sluttede han sin Formel 1-karriere med løbets hurtigste omgang. Dermed har han været på podiet (Australien 2014), sat pole position (Brasilien 2022) og sat hurtigste omgang i tre løb.
Vi kan som danske Formel 1-fans kun sige: ”Tak for alt, K-Mag – det har været en fornøjelse at følge dig gennem mere end 10 år. Held og lykke med fremtiden i sportsvogne!”